Ungarn og Holland har lagt sig i spidsen for Hold-EM i den serbiske by Novi Sad ved at besejre henholdsvis Tyrkiet og Wales med 4 -0 i første runde.
Danmarks kamp mod Armenien blev som pilot-projekt kommenteret live på Dansk Skak Unions skakserver, Skak.dk, hvor den 3-dobbelte Danmarksmester IM Jens Kristiansen stod for analyserne for mange tilskuere.
I anden runde venter Belgien, som Danmark traditionelt har et godt tag på.
Landstræner og holdkaptajn Lars Bo Hansen skriver om 1. runde:
Af Lars Bo Hansen
Hold-EM i Novi Sad, 1. runde: Nederlag mod de olympiske mestre
EM for landshold startede i dag i Novi Sad, Serbien. Det danske hold – Sune Berg Hansen, Allan Stig Rasmussen, Lars Schandorff, Jakob Vang Glud og jeg selv som spillende kaptajn – ankom i går til Novi Sad efter en begivenhedsrig rejse. Flyveturen til Beograd gik uproblematisk, men den bus der skulle afhente os og de mange andre tilrejsende spillere dukkede aldrig op. I stedet måtte vi tage en taxa de ca. 70 km. til Novi Sad, og her fik vi en lektion i aggressiv serbisk bilkørsel – bl.a. at afstand til forankørende biler her i landet måles i centimeter…
I 1. runde fik vi som forventet (vi er seedet lige under midten) en stærk modstander – de dobbelte olympiske mestre fra Armenien, seedet som nr. 3. Sidste gang vi mødte dem, ved EM på Kreta i 2007, klarede vi 2-2, men så godt gik det desværre ikke denne gang, selvom vi undervejs var godt med.
1. runde: Danmark – Armenien 1-3 (DK Hvid på ulige brætter)
1. GM Lars Bo Hansen (2574) – GM Vladimir Akopian (2698) ½-½
2. GM Sune Berg Hansen (2552) – GM Gabriel Sargissian (2678) ½-½
3. GM Lars Schandorff (2501) – GM Arman Pashikian (2663) 0-1
4. IM Jakob Vang Glud (2476) – GM Tigran Petrosian (2602) 0-1
Armenerne valgte at stille op uden deres normale 1. bræt, verdens nr. 4 Levon Aronian, men alligevel har de et stærkt og slagkraftigt hold. Allan havde været lidt sløj op til turneringen og sad derfor over hos os. Matchen startede fornuftigt for os. Sune vandt den åbningsteoretiske duel med Sargissian, en flot præstation mod den armenske stormesters, som er kendt som en teorihaj. Men Sargissian fik aldrig fat i noget og efter en del afbytninger i det tidlige midtspil enedes man om remis. Kort efter endte også mit parti med samme resultat. Her var der nærmere tale om skyggeboksning i åbningen. Akopian ville ikke spille Slavisk eller Dronning-Indisk, og jeg ville ikke spille Moderne Benoni eller Caro-Kann – og så endte det efter nogle trækomstillinger med en gammel variant i Nimzo-Indisk, som jeg for længe siden har spillet med begge farver. En solid remis.
På dette tidspunkt var jeg egentlig rimelig optimistisk – Lars havde tilsyneladende en tilforladelig stilling og Jakob havde efter en presset åbning fået modspil. Men op mod tidskontrollen viste armenerne den taktiske giftighed som er deres varemærke. Pludselig kunne Lars ikke forhindre et afgørende officersoffer, der rev hans kongestilling op, og Jakobs aktivt placerede tårn endte med at være ude af spil. Med få minutters mellemrum brød begge stillinger sammen. Samlet altså 1-3 – ikke nogen stor katastrofe, men naturligvis ville vi gerne have haft point. Nu får vi sandsynligvis en lavere rangerende nation, og med en sejr kan vi hurtigt komme tilbage hvor det er sjovt.
Lars Bo Hansen
Officiel hjemmeside: www.eurons2009.com/eng.htm
Live-kommentarer: Skak.dk