Ungdoms EM 6. runde

Mads Andersen ligger på en delt 2. plads i U-14 ved EM i Italien. I dag kl. 15.00 skal han møde den førende spiller Jaime Santos Latasa fra Spanien. Følg partiet live på turneringens hjemmeside.

Af Jakob Aabling-Thomsen og Ivan Andersen
Ungdoms EM 6. runde
Efter remis mod Portugal på hviledagen fulgte drengene op med en superrunde – 3/3! 
Vi tager lige partierne et af gangen:

Jakobs modstander spillede noget anti-kongeindisk, ikke lige den ventede variant, men Jakob fik en lige stilling. I midtspillet ofrede Jakob en bonde for at få løberparret og en åben stilling, modstanderen fik ikke forsvaret sig tilstrækkeligt og Jakobs angreb savede igennem!

Kristian (Billedet tv) fik sin forberedelse ind mod en belgier der spillede fransk. I midtspillet vandt Kristian en bonde og der blev byttet af til et slutspil hvor belgieren havde chancer for at holde en halv. Lige efter tidskontrollen ved træk 40 tænkte belgieren i to minutter og byttede det sidste tårn af til et bondeslutspil der vandt nemt for Kristian.

Mads havde de sorte brikker mod en georgier på bræt 5. Det blev en c3-sicilianer hvor damerne hurtigt røg af brættet. Mads stod en lille smule under pga. georgierens initiativ.
Lidt efter lidt blev stillingen mere kritisk for georgieren og han ofrede korrekt en kvalitet. Derefter fulgte han dog ikke skarpt nok op og Mads vandt endnu en kvalitet og tog pointet!

Alle tre rykker nu nogle brætter op. Mads møder i 7. runde den spanske komet Santos Lastasa på bord 1. Følg med fra kl. 15 via turneringens hjemmeside.

Problemer har vi stadig meget få af. Det økonomiske mellemværende med arrangørerne blev ordnet i fordragelighed. Mange års erfaring har åbenbart lært dem, at det ikke kan betale sig at slå sine debitorer ihjel. Derfor er det eneste lille problem, at trænerens hud har antages patriotiske rød/hvide farver efter hviledagen. Men også det er aftagende efter intensiv behandling med Kristians aftersun.

Max score betød også, at rejselederen måtte hoste op med en gang pizzaer, også selv om maden på hotellet bestemt ikke er dårlig. Det blev en superhyggelig afslutning på dagen – naturligvis på Pizzaria Fischer!

Mads Andersen skriver om turneringen på Skanderborg Skakklubs hjemmeside: www.skanderborgskakklub.dk

Hjemmeside med live-dækning: www.euroyouth2009.com