Torsdag aften blev den dansk-svenske skakfestival på Fyn skudt i gang. Her på www.dsu.dk vil vi forsøge at transmittere søndagens to hurtigskakpartier, men det afhænger af om der kan etableres et internetsignal, der kan gennemtrænge de tykke mursten på Nyborg Slot. Men følg med på søndag kl. 14.00.
Af Svend Novrup
Favoritsejr i lynskak
Den nordiske mester Peter Heine Nielsen og den svenske mester Emanuel Berg var storfavoritter i torsdag aftens lynturnering som start på fire dages skakfestival på Sortekilde i Kerteminde og Nyborg Slot.
Selv om især den internationale mester Steffen Pedersen fra Sydøstfyn gjorde hård modstand, blev finalen til slut en favoritdyst, som Peter Heine Nielsen efter indædt fight vandt 2½-1½. Steffen Pedersen blev nr. 3, mens B-gruppen blev vundet af Per Stentebjerg, Læseforeningen, med maksimum 8 point foran Morten Jannik, OS 5.
Fredag aften spiller de to mestre simultan mod alle fremmødte, igen på Sortekilde, og forhåndstilmelding er ikke nødvendig. Lørdag og søndag henlægges dysterne, som da kun er mellem stormestrene, til riddersalen på Nyborg Slot.