Erfaringen øger

Efter endnu en underholdende skakdag i Amsterdam fører erfaringen 19½ – 15½ over de kommende stjerner. Peter Heine Nielsen vandt et spændende parti over de kommende stjerners duks, Jan Smeets. 

Efter dronningafbytning i træk 23 havde Peter Heine løberparret og en behagelig stilling. Op mod tidskontrollen gik hollænderen galt i byen og Peter Heine kunne slutte kraftfuldt af med et par taktiske pointer. Jan Smeets er dog stadigvæk meget tæt på at vinde en tur til Amber-turneringen i Nice, da hans nærmeste konkurrent på de unge stjerners hold, italieneren Fabiano Caruana, også tabte i dag. Beliavsky på 55 år, der indtil nu havde været det svageste kort hos erfaringen, vandt i 25 træk over den 17-årige Caruana.

Nakamura har døjet med noget sygdom under turneringen; men har alligevel spillet meget underholdende skak. I dag var ingen undtagelse. Nakamuras konge måtte på en vandretur fra g7 til b5 jagtet af van Welys tårn og dronning, inden partiet blev remis ved evigskak.

Nakamura bor i Seattle i USA og et par kommentatorer på nettet har fremhævet, at hvis han vil helt til tops i skakverdenen, kan han ikke bo i USA; men er nød til at flytte til Europa, hvor de stærkeste turneringer afholdes. Interessant synspunkt. 

De øvrige partier blev remis, så erfaringen vandt fredagens kampe med 3½ -1½.

Der er nu kun 3 ubesejrede spillere tilbage i turneringen, og de spiller alle på det erfarne hold: Peter Svidler, Peter Heine Nielsen og Loek van Wely. Van Wely har meget atypisk spillet alle sine partier remis.

Lørdagens program, der startes kl. 13.30, ser således ud:
Smeets – Svidler 
Caruana – Nielsen
Nakamura – Beliavsky
Hou Yifan – van Wely
Stellwagen – Ljubojevic

Experience Team individuelle score efter 7. runder:
Peter Svidler, (2739), Rusland, 4½ point
Ljubomir Ljubojevic (2553), Serbien, 4½ point
Peter Heine Nielsen (2680), Danmark, 4½ point
Loek van Wely (2655), Holland, 3½ point
Alexander Beliavsky (2662), Slovenien, 2½ point
 
Rising Stars Team individuelle score efter 7. runder:
Jan Smeets (2632), Holland, 4½ point
Fabiano Caruana (2670), Italien, 3 point
Hikaru Nakamura (2710), USA, 3 point
Hou Yifan (2584), Kina, 3 point
Daniel Stellwagen (2630), Holland, 2 point

Hjemmeside: http://www.nhchess.com/