De erfarne holder fast

Det erfarne hold fastholdt føringen på 2 point efter en underholdende dag i NH Chess Tournament i Holland. Den samlede stillingen er nu 16 – 14 til “The Experience Team”.
 
Et af de lokale håb, Jan Smeets fra ”The Rising Stars”, er meget tæt på at vinde en plads i næste års Amber Blindfold and Rapid Tournament, som skal spilles i den sydfranske by Nice. Smeets slog i dagens runde Alexander Beliavsky, og ligger nu 1½ point foran Fabiano Caruana. Beliavsky har haft svært ved at få spillet til at flyde og ligger sidst hos det erfarne hold, hvor den serbiske stormester Ljubomir Ljubojevic er den positive overraskelse. Ljubojevic er hele turneringnens lavest ratede spiller; men deler topscorerværdigheden hos det erfarne hold med Peter Svidler.

Peter Heine Nielsen spillede i dag remis med Daniel Stellwagen og er forsat ubesejret. Med sort spillede Peter Heine Berliner-forsvaret i spansk. Stellwagen undveg den ofte spillede hurtige dronningeafbytning og partiet blev meget skarpt da Stellwagen ofrede en officer mod Peter Heines kongestilling. Men stillingen var aldrig ude af balance og efter dronningeafbytning i træk 20 varede partiet kun 7 træk mere inden man delte pointet.

Rundens mest underholdende parti var den serbiske veteran Ljubojevics kamp mod den 37 år yngre amerikaner, Hikaru Nakamura. Nakamura er garant for en underholdende og skarp gang skak, men i dagens parti var det veteranen, der spillede en provokerende accelereret drage. Partiet bølgede frem og tilbage, men op mod tidskontrollen fik Ljubojevic overtaget og tog sikkert hele pointet hjem.

Der er fridag i turneringen torsdag den 27. august. Denne fridag ligger meget tæt på den foregående fridag, der var den 25. august, og skulle angiveligt skyldes en dobbeltbookning af arrangementer på hotellet.

Experience Team individuelle score efter 6. runder:
Peter Svidler, (2739), Rusland, 4 point
Ljubomir Ljubojevic (2553), Serbien, 4 point
Peter Heine Nielsen (2680), Danmark, 3½ point
Loek van Wely (2655), Holland, 3 point
Alexander Beliavsky (2662), Slovenien, 1½ point
 
Rising Stars Team individuelle score efter 6. runder:
Jan Smeets (2632), Holland, 4½ point
Fabiano Caruana (2670), Italien, 3 point
Hikaru Nakamura (2710), USA, 2½ point
Hou Yifan (2584), Kina, 2½ point
Daniel Stellwagen (2630), Holland, 1½ point

Hjemmeside: http://www.nhchess.com/