Lars August Meyer vandt Horsens Lang Weekend

Lars August Meyer vandt Horsens Lang Weekend på bedre korrektion end Poul Rewitz. Begge scorede 6 af 7. Først på 3. pladsen finder man en af feltets 3 IMere, Karsten Rasmussen.

Slutstillingen:
1. FM Lars August Meyer, 6 point
2. Poul Rewitz, 6 point
3. IM Karsten Rasmussen, 5½ point
4. IM Nicolai Vesterbæk Pedersen, 5 point
5. IM Klaus Berg, 5 point

44 deltagere.

Hjemmside: www.horsensskakforening.dk

Fra arrangørerne har vi modtaget referat fra 5. og 6. runde:

Af Eigil Straarup
Finale mellem Rewitz og Meyer i Horsens Lang Weekend
Lørdag blev 5.runde og 6.runde i årets udgave af ”Den Lange” afviklet. Udskilningen i toppen af feltet fortsatte, og efter dagens strabadser har Poul Rewitz (Århus) og Lars August Meyer (Skovbo) lagt sig i front med 5½/6. De mødes i søndag i en ren finale om turneringssejren – men mere om det senere!
 
I 5.runde kom gårsdagens tabende IM’ere tilbage på vinderkurs. IM Karsten Rasmussen (Århus) vandt over Torben Phalaris Pedersen (Evans/Vejle), selv om vejlenseren forsøgte at pakke stillingen fuldstændig sammen. IM Klaus Berg (Skanderborg) vandt i sprudlende stil over Jakob Aabling-Thomsen (Brønshøj). Sidstnævnte kom i en vanvittig tidnød, og det var nærmest fysisk umuligt for ham at udføre 40 træk inden for de to timer. Stillingen var nu også tabt, så det var bare et spørgsmål om, at Klaus Berg lige skulle sno sig ud af de sidste hævnskakker. Lars August Meyer (Skovbo) fik skovlen under John Rendboes (Skolerne/Århus) dronning i midtspillet, og det kostede ham en officer at befri dronningen. Det efterlod Rendboe med en officer i undervægt uden skyggen af kompensation. Turneringens højdespringer Lasse Holst (Holbæk) kom ned på jorden igen med et brag efter bare 13 tandløse træk mod Niels Kristian Kragh (K41). Endelig spillede IM Nicolai Vesterbæk Pedersen (Ålborg) og Poul Rewitz (Århus) remis efter et langt tårnslutspil, hvor Rewitz forsøgte at vride en gevinst ud af sin merbonde i et tårnslutspil.
 
I 6.runde blev der for alvor lukket op for sluserne på de øverste borde. Jakob Aabling-Thomsen (Brønshøj) spillede et fantastisk flot parti mod Niels Kristian Kragh (K41). Først ofrede han en officer. Senere ofrede han en kvalitet, og med et tårn i undervægt satte han Kraghs konge mat midt på brættet. Flot spillet af Aabling-Thomsen, og i øvrigt flot af Kragh, at han gav ham lov til at sætte mat! Rundens IM-opgør mellem Klaus Berg (Skanderborg) og Karsten Rasmussen (Århus) endte remis. I slutstillingen havde Klaus en isoleret bonde i et tårnslutspil, men der var ikke ret meget at sætte tænderne i, så derfor enedes IM’erne om remis kort før tidskontrollen. Poul Rewitz (Århus) ridder videre på bølgen fra Chesshouse, og her til aften slog han Morten Topholm (Læseforeningen/Odense). Undervejs var han ellers i svære vanskeligheder, fordi Morten snød ham i midtspillet og nappede en kvalitet. Rewitz havde tilsyneladende ikke meget kompensation, men han snød Morten i tidnøden. Da røgen lettede, stod Rewitz til gevinst. Endelig vandt Lars August Meyer (Skovbo) over IM Nicolai Vesterbæk Pedersen (Ålborg), og dermed er der vendt op og ned på klassementet, idet Lars August Meyer også har 5½/6 lige som Rewitz.
 
Søndag skal podiepladserne fordeles, når Meyer og Rewitz i en ren finale skal spille om turneringssejren. Rewitz skal vinde, mens Meyer kan nøjes med remis. Bag dem tørner de tre IM’ere og Aabling-Thomsen sammen som beskrevet nedenfor, og de partier afgør fordelingen af de tre podiepladser i Horsens Lang Weekend 2009.