Dansk succes ved Senior-VM

Verdensmesterskaberne for seniorer i Bad Zwischenahn i Tyskland sluttede lørdag med sejr til amerikaneren Larry Kaufman på korrektion foran Mihail Suba (Rumænien) begge med 9 point af 11. Danmark blev smukt repræsenteret i det 300 mands store felt med både Bjørn Brinck-Claussen og Sejer Holm på delt 7.-17. plads, kun et point efter vinderne. Placeringerne 3.-6. gik til Miso Cebalo (Kroatien),  Boris Kanukov (Tyskland), Alexander Zhakarov (Rusland) og Janis Klovans (Letland) med 8½ point. Kvindernes VM-titel blev vundet af Tamara Vilerte (Letland) med 8 point af 11.
Ole Jakobsen lå til at gentage tidligere topplaceringer ved VM men faldt tilbage efter nederlag i 9. og 10. runde. I den samlede stilling blev han dermed passeret af ikke bare Brinck-Claussen og Sejer Holm men også af Jørgen Jørgensen, der scorede 2 af 3 i de afsluttende runder. Mange navne med klang af respekt og fordums storhed står side om side i tabellen for Verdens bedste spillere på mindst 60 år, bl.a. ti stormestre og dobbelt så mange IM’ere, men turneringen er også åben for de fritidsspillere, der nu har fået mere tid tid til at tage til udlandet og deltage i internationale skakturneringer. Ved dette VM stillede Danmark med tolv spillere, og alle over 60 år, som kunne have lyst til at spille seniorturneringer i ind- eller udland, bør holde øje med indbydelser her på dsu.dk.

Danskernes placeringer:
7.-17. IM Bjørn Brinck-Claussen (Brønshøj) 8 af 11
   Sejer Holm (Enkeltmedlem) 8
35.-54 Jørgen Jørgensen (Nørresundby) 7
55.-91. IM Ole Jakobsen (Danmark, Solrød) 6½
   Jørgen Hvenekilde (Næstved) 6½
   Bent Sørensen (Nørresundby) 6½
92.-133. Eric Brøndum (K41) 6
134.-173. Poul Erik N. Olesen (Nørresundby) 5½
174.-214. Michael Marshall (Odysseus) 5
   John Zachariassen (Næstved) 5
215.-244. Jens Henrichsen (AS04) 4½
272.-288. Peter Nielsen (Enkeltmedlem) 3½
I alt 301 deltagere i herrerækken (+ 35 deltagere i kvinderækken)

http://www.seniorenschach.de/