Et internetnedbrud på Kreta gjorde Lars Bo Hansens rapport fra matchen mod Ungarn forsinket, og det var altså ikke på grund af det danske nederlag, at beretningerne ophørte.
Men her er, hvad Lars Bo Hansen rapporterer fra 5. runde:
Lars Bo Hansen skriver fra Kreta:
Antiklimaks – det er vel den mest rammende betegnelse for femte runde. Efter tre flotte runder kom det danske landshold ned på jorden igen, da vi tabte hele 0.5-3.5 til Ungarn.
På forhånd tegnede det ellers til en jævnbyrdig match. Ved de seneste to mesterskaber har vi hhv. spillet uafgjort 2-2 og tabt knebent 1.5-2.5 mod Ungarn, og denne gang stillede ungarerne endda ikke i stærkeste opstilling, da de havde ladet deres bedste mand (deres allerbedste er jo Peter Leko og Judit Polgar, men de har ikke spillet på landsholdet i flere år) Zoltan Almasi sidde over efter et langt parti dagen før.
Så vi var egentlig ret optimistiske, men allerede fra start gik det den forkerte vej. Sune blev ramt af en ungarsk forberedelse, som var bygget på en nyhed spillet to dage (!) tidligere her ved EM (Palac-Vallejo Pons). Det parti kendte Sune desværre ikke, og det så da også halsbrækkende ud – momentant manglede Sort et tårn for to bønder, men alligevel var stillingen meget svær at spille for Hvid. Sune fandt ikke noget og måtte hurtigt give fortabt.
Peter fik en lille fordel med hvid mod solide Gyimesi, men det blev vist aldrig til noget særligt. Selv om Peter længe forsøgte at presse på i et interessant bondeslutspil, var der vist aldrig rigtig noget. En korrekt remis.
Jeg begik kort efter åbningen en overseelse og kom på hælene. For at lette presset gav jeg en bonde, men det var ikke helt godt nok. Selv om jeg stred længe i slutspillet, måtte jeg efter 74 træk konstatere, at der ikke var mere at komme efter.
Endnu længere kæmpede Karsten – over 100 træk. Også han kom hurtigt galt af sted, men omkring tidnøden fik han visse chancer, og først i et langt slutspil lykkedes det Ruck at presse et helt point ud af stillingen. Det var tæt på at være holdbart for Karsten; den afgørende fejl kom først meget sent i partiet.
En rigtig dårlig dag for det danske landshold. Det er sjældent, at vi taber så stort. Nu må vi i stedet se fremad. I morgen venter turneringens eneste hviledag (det var i går, fredag – red.), og den er tiltrængt. En plausibel forklaring – som ikke skal lyde som en undskyldning – på det beskedne resultat er vel, at det danske hold har brugt batterierne op i de foregående hårde kampe mod Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. I modsætning til, hvad bl.a DIF tilsyneladende mener, er skak på topplan faktisk et meget hårdt fysisk spil, og vi har spillet nogle lange og hårde kampe.
På fridagen er der arrangeret en ekskursion til Knossos, hvor den berømte minotaur – halv tyr, halv menneske – ifølge sagnet i den græske mytologi holdt til i midten af labyrinten. Forhåbentlig vil historiens vingesus hjælpe det danske hold til at komme tilbage på ret kurs i de sidste fire runder. Der er stadig gode muligheder for et fint resultat, men holdet skal op i et højere gear i de sidste runder!
European Team Championships 2007
Heraklion (Grækenland) 27.10 – 07.11