Rejsebrev fra EM – 2. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Klokken er 07:30 søndag morgen. Jeg sidder i hotellets reception og skal til at påbegynde 2. rundes rapport. Michael Rosholm er her også, han har arbejdet et par timer.

Som altid har de forskellige lande stærke trænere med, og der ses mange stormestre her. Jeg nævner i flæng svenskeren Brynell, islændingen Olafsson (som jeg har snakket meget med her, og som har fortalt spændende historier om sin gode ven Bobby Fischer!), englænderne Flear og Wells, franskmanden Renet, slovaken Timoscenko (egentlig ukrainer) samt endnu en ukrainer Mikhalchishin, som jo nu repræsenterer Slovenien, men som her er træner for den store tyrkiske delegation! Desuden mange russiske stormestre som jeg ikke kender. De russisktalende lande her er fuldstændig dominerende, russerne alene har næsten 100 spillere med!

Medens dette skrives fik jeg besøg af min gamle ven, den serbiske stormester, Djuric. Han er netop ankommet til stævnet og hilste hjerteligt med ordene: ”Hello my Danish friend, hard working as usual!” Meget venligt af ham. Særligt når nu Michael hørte på det og måske oven i købet kan bevidne, at Djuric rent faktisk sagde sådan. Djuric er en meget flink mand, han er vel efterhånden blevet lidt gammel, han er jo også fra den gode årgang 1955. Sidste år i Mainz havde jeg ham helt i sækken, tabte selvfølgelig alligevel, så han er ekstra flink nu!

”See you around”, sagde han, og så var han skredet igen! Til nabobordet, hvor han konverserede videre på flydende italiensk!

Alexei mødte den russiske IM Krivoborodov. Det blev en rolig åbning, engelsk og stillingen var langt hen lige. En uheldig officersafbytning i centrum gav russeren initiativet og derefter blev Alexei langsomt, men sikkert presset ned.
Alexei har sådan set spillet ok de første to runder, men modstanden har været meget stærk, to folk over 2400 i rating. I dag gælder det så tyrken Ertan, og vi kan forvente en lige kamp.

Også Tobias har det svært i U16. I dag stod en stærk tyrk på programmet: Konmazalp, ELO 2093. Det blev som planlagt Lukket Siciliansk med Tobias som hvid. Langt hen ad vejen en lige stilling. Op mod tidnøden spillede Tobias så forkert, en officersafbytning (Sf2xg4) kunne med fordel have været erstattet af Sf2-e4! med lige stilling, og dette træk påpegede Tobias da også straks efter partiet. Tobias har ligesom Alex spillet ok, men modstanden har været skrap. Igen i dag venter der Tobias en 2100-mand!

Kristian var i sit es i dag. Han spillede virkelig et godt parti og sluttede meget effektivt af. Han spillede som sort mod Rzayev fra Aserbajdsjan, en skakstormagt både på ungdoms- og voksenfronten. Jeg var derfor lidt nervøs for Kristian, men han gik på med krum hals, ofrede friskt en bonde for at få angrebschancer, og da modstanderen gik forkert satte Kristian effektivt mat, dvs. at modstanderen opgav trækket før. Følgende stilling fremkom:

 Bahruz Rzayev (2073)
 Kristian Seegert
Sibenik, EM ungdom U14 (2) 2007

Kristian fortsatte:
18…g5 19.Se1 Txh2 20.Lxe6 Dxe6 21.Kxh2 Dh6+ 22.Kg3 Dh4+ og hvid opgav.

Flot, flot. Kristian demonstrerede også straks efter partiet, at han havde overvejet 20…Tdh8 21.Lh3 Df4 22.Sf3 T8xh3 23.gxh3 Dg3+ og 0-1, En giftig fætter, ham Kristian!

Lige efter partiet, da Kristian skulle vise mig det, undlod han at tage sin noteringsliste frem. Jeg sagde, at han skulle tage listen frem, fordi det var min erfaring, at INGEN spillere kan huske deres partier fuldstændig udenad med den rigtige trækfølge osv. Det sagde Kristian så, at han kunne, men da jeg stadig havde mine tvivl foreslog Kristian så et lille væddemål som både inkluderede øl og sodavand. Jeg indvilligede i væddemålet og 3 minutter senere var jeg så en sodavand fattigere. Meget imponerende!

Mads tabte jo i 1. runde, og i dag var det også ved at gå galt. Han stod helt forfærdeligt med de sorte brikker mod serberen, Tomin. Mads havde sort, og man spillede en lang variant i Caro-Kann. En variant som Mads har set på sammen med Davor Palo. Modstanderen gik ind i en sidevariant langt henne i teoriduellen, og Mads havde ikke lige i frisk erindring, hvordan man gjorde. Mads blev presset tilbage, og serberen kunne have fået et overvældende angreb. Han valgte i stedet at vinde en kvalitet for at få et vundet slutspil. Det så også godt ud, men i slutspillet mistede serberen helt overblikket, og Mads viste endelig klassen og fik stabiliseret stillingen. Slutspillet blev derefter kørt sikkert hjem. En heldig (men nødvendig) sejr til Mads.

Tobias M. (lille Tobias) vandt et fint fint parti mod spanieren Ventura. Åbningen var nogenlunde lige – Skotsk åbning – og modstanderen tilbød remis, oven i købet to gange. Tobias afslog og fik efterhånden et bedre slutspil, som han vandt i stensikker stil. Se blot denne stilling med Tobias som hvid i trækket:

 Tobias Juul Madsen
 Maxim Ventura Bolet
Sibenik, EM ungdom U10 (2) 2007
 

 

Partiet fortsatte:
36.b3!
… og sort er i træktvang. En rigtig modelstilling! Hvid vandt selvfølgelig let. Og kun 10 år gammel, hvad kan det ikke blive til…

Tobias sidder i øvrigt meget ofte lige ved siden af mig, når jeg skriver, og han følger ivrigt med i både skakreferater og min mailskrivning. Han er derfor i almindelighed godt orienteret! I går aftes da han kom og satte sig her ved siden af, sagde han: ”Nå, du hører nok Ramstein!” Det måtte jeg så bekræfte. Jeg var selvfølgelig noget imponeret over, at han som 10-årig kendte dette tyske band, og spurgte ham derfor, hvorfra han kendte dem. ”Deres navn står på din computerskærm!”, sagde han med et  stort grin.

Alle partierne kan ses i PGN på den officielle hjemmeside.

Skulle man have spørgsmål eller kommentarer til mig er man velkommen til at skrive på: perandreasen@sol.dk


 EM for ungdom
Sibenik, Kroatien 13.09-24.09 2007

www.euroyouth2007.com



U18, Alexei Hansen                    U16, Tobias Bøje

1: FM N.Ronchetti     ITA  2410  0    1: T.Anton            ROU  2212  0
2: IM E.Krivoborodov  RUS  2403  0    2: O.Kanmazalp        TUR  2093  0

U14, Kristian Seegert                 U12, Mads Andersen
1: Z.Tomazini         SLO  2050  =    1: R.Klabis           LTU  1756  0
2: B.Rzayev           AZE  2073  1    2: N.Tomin            SRB  1743  1

U10, Tobias Juul Madsen
1: Y.Zhang Roy        ENG        =
2: M.Ventura Bolet    ESP        1