Efter fjerde runde af Politiken Cup på Lo-skolen i Helsingør er antallet af spillere, som endnu ikke har sat point til, nede på syv. Den eneste dansker på 4 point er Peter Heine Nielsen (billedet), som besejrede polakken Krzysztof Bulski.
Allan Stig Rasmussen tabte et spændende parti til den stærke armener Gabriel Sargissian, og Mikkel Antonsen måtte ligeledes ned mod Michal Krasenkow i et parti hvor danskeren længe var fint med. Lars Schandorff og Torben Sørensen spillede en relativt begivenhedsløs remis.
I morgendagens femte runde kan man blandt andet se frem til partiet Vladimir Malakhov-Peter Heine Nielsen. Den russiske forhåndsfavorit har virket meget overbevisende hidtil, men det har det danske topnavn også.
Stillingen i toppen:
1-7. GM Vladimir Malakhov (Rusland), GM Gabriel Sargissian (Armenien), GM Michal Krasenkow (Polen), GM Peter Heine Nielsen (Danmark), GM Evgeny Agrest (Sverige), GM Stellan Brynell (Sverige), GM Thröstur Thorhallsson (Island) 4.0 … 280 deltagere.
Peter Heine Nielsen (2637)
Krzysztof Bulski (2396)
Politiken Cup (4) 2007
1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sf3 c5 4.g3 cxd4 5.Sxd4 Dc7 6.Sc3 a6 7.Lg2 Le7 8.0–0 0–0 9.e4 Sc6 10.Le3 d6 11.Tc1 Sxd4 12.Lxd4 Tb8 13.De2 Sd7 14.Tfd1 b6 15.b3 Lb7 16.Db2 Lf6 17.Lxf6 Sxf6 18.Td3 Tfd8 19.Tcd1 Td7 20.h3 Tbd8 21.De2 Lc6 22.a4 Lb7 23.Kh2 Dc5 24.T1d2 Lc6?!
Sort har spillet fornuftigt hertil, men for eksempel 24…Dc7 havde været et bedre ventetræk.
25.e5! Lxg2?
Med pointen 25…dxe5? 26.b4!, og Sort taber en officer. Men 25…Se8 26.exd6 h6! (men ikke 26…Txd6 27.b4!) og Sort er stadig med.
26.exf6 Lc6 27.Dg4 g6 28.Sd5!
28…exd5 29.Dg5 Kh8 30.cxd5 Lxd5 31.Txd5 Dc1 32.T5d4 Dc3 33.Dh6 1-0