17. NATO-mesterskab

Det 17. skakmesterskab for NATO-spillere, løb af stabelen den 20. – 25. august på Wellington College i England. Turneringen spilles hvert år i august måned og arrangementet går på skift mellem de enkelte NATO-lande.

For Danmark deltog følgende spillere: Lars Michael Agergaard, Rene O. Nielsen, Jan Mose Nielsen, Henrik Lindholdt Nielsen, Michael Jacob Olesen, Rico Adolfssen samt holdleder og indpisker, Finn Stuhr. Selve rammerne var perfekte. Wellington College må siges, at repræentere det ærke-engelske: pompøst og med traditioner, som skinner igennem på hver enkelt bygningsdel.

Samtidig med NATO-turneringen, spilledes der en stormesterturnering med navnet Howard Staunton Memorial. I denne turnering var der lagt op til en gyserafslutning inden sidste runde, hvor 3 spillere lå lige (Michael Adams, Jan Timman og Ivan Sokolov – Sokolov vandt som den eneste af de tre sit parti i sidste runde, red.)

I NATO-mesterskabet blev holdmesterskabet vundet klart af Tyskland, der ud af de seks spillere, som må være på holdet, stillede med fire titelholdere! Det danske hold fightede godt for deres chance og lå en overgang på en flot 3. plads. Men gassen gik desværre af ballonen, og til sidst måtte vi tage til takke med en 7. plads ud af 13 deltagende nationer. Individuelt blev Lars Agergaard bedste dansker med 4.5 point og en placering som nr. 16. Vinder af turneringen blev Andreas Schenk (2512 i rating!) fra Tyskland med 6 point.  De øvrige danskere klarede sig således: Rene O. Nielsen 4 point, Jan Mose Nielsen 3.5 point, Henrik L. Nielsen 3.5 point, Rico Adolfssen 2.5 point, Michael J. Olesen 2.5 point samt Finn Stuhr 2.5 point.

http://www.natochess.org/