OL: Ankomst og 1.runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Esben Lund er holdkaptajn for det danske kvindehold og rapporterer hjem
Vi ankom sent til lufthavnen i Torino lørdag aften, og det havde både fordele og ulemper. Ulemperne mærkede holdkaptajnerne – og ikke spillerne – heldigvis mest til (Per Andreasen for herrerne, jeg selv for kvinderne), da vi kom sent til køjs natten til 1. runde.
 
Fordelene ved at ankomme så sent er, at man stryger lige igennem det organisatoriske helvede, som garanteret har været til stede tidligere på dagen. Det gik overraskende udmærket med at blive registreret og indkvarteret. Sandra De Blécourt og Søren Dalsberg har deres 12 uger gamle dreng med, og italienerne er – som man siger – gode til at tage sig af børn: Fra lufthavnen blev den lille familie kørt direkte til den lejlighed de skulle bo i uden for den olympiske by. Man må nemlig ikke have børn boende i den olympiske by, som er en hel afdeling af det OL-kompleks, hvor alle spillere, trænere, kaptajner mv. bor – bygget specielt til begivenheden.
 
Selve lejlighederne, hvor vi bor, er dog lidt særprægede, og man har lidt følelsen af at bo på kollegium. Det er vel meget normalt, at man får det indtryk, når en masse boligblokke skal placeres tæt ved hinanden på et afgrænset område, men med til at danne indtrykket var også mangelen på alt i værelserne udover det absolut nødvendige. I mit værelse er der f.eks. intet bord og heller ingen sengelampe. Vi er ikke langt fra glødepære ned fra loftet og tremmer for vinduerne…
 
Arrangørerne må tro det værste om os skakspillere, for der er ingenting overflødigt i værelserne, ikke engang forhæng i badekabinen.
 
Bevæger man sig lidt ud af overnatnings-faciliteterne finder man dog alt i de tilstødende offentlige bygninger: Trådløst internetområde, hvor man kan medbringe sin bærbare computer, lækre analyse-rum, internet-rum med stationære computere, relax-rum og meget mere. Det er også i dette område, at vi spiser morgenmad, frokost og aftensmad.
 
Spisestedet minder om en kantine, og maden er også derefter, men for mit vedkommende over forventning, så forholdene taget i betragtning er der ingen grund til at klage.
 
Ca. 15 minutters gang fra OL-byen ligger spillestedet ”The Oval”, som sætter rammerne for gode spilleforhold. Fremhæves kan de forhold at der er vand helt tæt på spillebordene, kaffe og te ikke alt for langt væk samt et overskueligt spilleområde med både mænd og kvinder. Også toiletforholdene er udmærkede, og der er vist nok af dem. Der bliver desuden gjort meget ud af at holde de forskellige steder rene og pæne overalt.
 
I går kl. 15 gik første runde i gang, og pga. vores lavere startrangering lå vi i den nedre halvdel og skulle møde et af topholdene i første runde. Det blev Armenien på bord 8, og det var for stor en mundfuld. Vi tabte desværre 0-3, dog havde Oksana undervejs chancer for en god stilling mod sin klart overratede modstander:
 
 Elina Danielian (2422)
 Oksana Vovk (2164)
OL Torino (1) 2006
1.d4 Sf6 2.Sf3 e6 3.e3 b6 4.Ld3 Lb7 5.0-0 Le7 6.c4 0-0
En pointe med sorts fleksible opstilling er ikke at rykke d-bonden for tidligt – det afhænger af hvordan hvid udvikler sin springer. Går den til d2 (typisk med ideen Sf3-e5 + Sd2-f3) vil sort ikke spille …d5, i partiet skete derimod:
7.Sc3 d5! 8.b3
I et tidligere parti havde hun spillet 8.cxd5?! exd5 9.b3 Te8 10.Dc2 a6 11.Lb2 Ld6 12.Tac1 Sbd7. Springeren på c3 står faktisk lidt dumt, så hvid besluttede sig for 13.Se2 og videre til g3, men fordel havde hvid ikke, selvom stillingen stadig er kompliceret.
8…Sbd7 9.Lb2 c5
Denne gang tog Danielian ikke på d5, og Oksana besluttede sig meget fornuftigt for dette modstød i centrum.
10.De2
Hvid kan også beslutte sig for at spille mod hængende bønder: 10.cxd5 exd5 11.dxc5 bxc5 12.De2.
10…dxc4!?
Det er udmærket at stille hvid over for et valg allerede nu, og her brugte hvid endnu nogle minutter på klokken.
11.Lxc4 Dc7 12.Tac1 Tac8 13.Tfd1 Tfd8 
 

 
I denne stilling er det hvid den første, der skal finde på noget, og det, hun efter ca. en halv time kommer frem til, er ikke imponerende.
14.La3!?
14.d5 exd5 15.Sxd5 Sxd5 16.Lxd5 Lxd5 17.Txd5 Sf6= leder kun til en masse afbytninger.
14…Db8
Ud fra en praktisk synsvinkel havde det været smart at besvare hvids seneste træk, som binder bonden på c5 pga. den udækkede løber på e7, DIREKTE, og dermed lade hånt om modstanderen, så hun kan gå i tænkeboksen igen. Hendes næste par træk kom nu hurtigt, men Oksana står stadig godt og solidt.
14…Lf8!? 15.e4?! cxd4 16.Lxf8 Sxf8 17.Txd4 Txd4 18.Sxd4 og hvis ikke andet kan sort her afvikle med 18…Sxe4! (Computeren foreslår 18…Df4!) 19.Sxe4 (19.Sdb5 Sxc3 20.Txc3 Db8) 19…De5 20.Sxe6 Sxe6 21.Sg3 Dxe2 22.Sxe2 Kf8 med et fint slutspil.
15.e4 Lf8 16.e5
Hvid går til den. 16.d5 var ikke meningen med at stille løberen på a3.
16…cxd4 17.Lxf8 
 

 
17…Sxf8?
Med dette træk overlader sort initiativet til hvid – som i sidste ende fører til gevinst af kvalitet. 17…Lxf3! 18.gxf3 (18.Dxf3? Sxe5-+) 18…Sxf8. Forskellen fra partiet er den isolerede dobbeltbonde i f-linjen. 19.exf6 (19.Sb5 Sh5! (19…S6d7? 20.f4 giver hvid mulighed for at konsolidere stillingen og plante en springer på d6.) 20.Sd6 Txd6! 21.exd6 Dxd6-/+ med 2 bønder for kvaliteten og spil på de svage sorte felter i hvids stilling, især f4.) 19…dxc3 20.fxg7 Sg6-/+ og den hvide konge har det mest ubehageligt.
18.Sxd4!
Simpelt og godt. 18.exf6 dxc3 19.Txd8 Txd8 20.fxg7 Sg6 21.Txc3 ser fristende ud for hvid, men trods den lidt åbne kongestilling står sort ganske sikkert, og hun bliver aktiv med fx. 21…Df4.
18…Sd5
18…S6d7 19.f4 Sc5 20.Sdb5 og videre til d6 var heller ikke godt for sort.
19.Lxd5 Lxd5
19…exd5 var sidste chance. Grimt ser det ud, men hvid har mange muligheder at vælge imellem og stillingen er stadig ikke helt afklaret. Efter teksttrækket taber sort derimod en kvalitet.
20.Sxd5 Txd5
20…Txc1 duer ikke pga. 21.Se7+ Kh8 22.Txc1 Txd4 23.Tc8!+- (23.Sc6? Dc7!).
21.Sc6! Txc6
21…Txd1+ 22.Dxd1 Db7 23.Se7+ vinder ligeledes tårn for springer.
22.Txc6 Dxe5 23.Df1+-
I denne åbne stilling er springeren tårnet langt underlegen. Oksana kæmper godt, men forgæves.
23…Db2 24.Txd5 exd5 25.g3 Dxa2 26.Dd1 d4 27.Tc8 g6 28.h4 h5 29.Dxd4 Dxb3 30.Dd6 Db1+ 31.Kh2 1-0
 

I dag spilles 2.runde, og kvinderne møder 79.seedede Algeriet.