På Island har man oprettet organisationen RJF Committee Iceland, som gør et forsøg på at få Bobby Fischer løsladt fra det japanske fængsel, hvor den tidligere verdensmester har været tilbageholdt siden 16. juli. Fischer blev pågrebet, da han forsøgte at forlade Japan på et udløbet visum. Siden har USA forsøgt at få skaklegenden udleveret, da han i 1992 trodsede internationale sanktioner mod rest-Jugoslavien og spillede revanchematch mod Boris Spassky i Beograd.
RJF Committee Iceland er i dialog med den amerikanske ambassade i Reykjavik og vil forsøge at få Fischer til Island. Mandag aften var der et næsten 20 minutter langt indslag på den islandske Kanal 2 med telefoninterview med Fischer (på engelsk) og diskussion i studiet.
Fischer er tydeligvis meget paranoid og ser hele situationen som et stort komplot mod ham: Ifølge Fischer udsætter japanerne ham for radioaktiv stråling, da han er placeret nær et utæt atomkraftværk; amerikanerne vil have ham dræbt ved at få ham tilbage til et amerikansk fængsel besat af jødiske fanger etc.
Flovin Tor Næs har meget venligt givet et fyldigt sammendrag af diskussionen i studiet:
I studiet efter det første indslag med Fischer er det først Sæmundur Pálsson, som blev personlig ven med Fischer efter at have været hans livvagt under matchen i 1972, som snakker om Fischers mentale tilstand. Sæmundur siger, at der ikke kan være tvivl om, at Fischer er helt paranoid efter hans anholdelse for fem måneder siden. De snakker sammen jævnligt, og Fischer fortæller ham, at omstændighederne i fængslet er blandede. Nogle gange er der ingen varme på, og nogle nætter er der for meget larm fra de andre fanger til at han kan falde i søvn.
Sæmundur siger desuden, at det altid er Fischer der ringer til ham, da det ikke er muligt at ringe til fængslet i Japan. Han siger, at når han prøver at dreje samtalen ind på mere hyggelige emner, så føler han en lettelse fra Fischers side.
På spørgsmålet om hvad den islandske nation skylder en ekstrem og rasende mand som Fischer, og hvorfor de skal give ham opholdstilladelse svarer stormester Helgi Ólafsson, at Fischer for det første er en del af islandsk historie, idet han ser VM-matchen i 1972 som en af de største hændelser på Island i det 20. århundrede. Helgi mener, at skakmatchen var en forløber for andre store begivenheder, som f.eks. Gorbatchovs og Reagans topmøde, som blev afholdt på Island i 1986.
Helgi siger, at sagen fra hans vinkel er ret simpel. Der er tale om en menneskerettighedssag, og da det islandske folk bekymrer sig for Fischer, idet han nærmest er en del af folkesjælen, så følger, at de burde rette en hjælpende hånd. Helgi siger, at det også er spørgsmål om, hvem der skal hjælpe Fischer, hvis Island ikke gør det.
Helgi siger, at han har medfølelse md Fischer, da hans eneste forbrydelse er, at han begyndte at spille skak igen, og at der har fundet mere kriminelle handlinger sted i historien.
I det følgende lægger Helgi vægt på, at Fischer har været på flugt nærmest verden over i over 10 år, og at dette bl. a. har medført, at han ikke kunne være til stede til begravelsen hos de to mennesker der stod ham nærmest, nemlig hans mor og hans søster. Helgi siger sig godt forstå, hvis dette har påvirket ham voldsomt, ikke mindst når man tænker på hans i forvejen skrøbelige mentale tilstand.
Fischer har nu været i isolation i fem måneder, han er en del af dne islandske historie, og derfor burde Island bekymre sig for Fischer og støtte ham, ender Helgi sit første indlæg.
Sæmundur siger sig være enig med Helgi, og tilføjer desuden at islandsvennen Fischer i sin blomstringstid havde stor betydning for landet, idet han medførte, at folk over hele verden hørte om Island og viste landet interesse. Islændinge følte sig eje en del af Fischer dengang, og derfor er det på sin plads at hjælpe ham nu.
Adspurgt om, hvilke konsekvenser det ville have for Island at give Fischer opholdstilladelse, så svarer Sæmundur, at det i hvert fald ikke ville kræve meget økonomisk, da han selv er villig til at tage sig af Fischer, hvis det skulle være. Men han siger desuden, at Fischer ikke behøver at være afhængig af Island, idet han har fire millioner dollars i en bank i Schweiz. Han siger desuden, at Island altid kan bortvise Fischer igen, hvis han ikke opfører sig ordentligt, men han føler sig helt sikker på, at det ikke bliver nødvendigt.
Sæmunder mener ikke, at Fischer er tosset, blot excentrisk og meget temperamentsfuld. Hovedsagen er dog, at der er tale om en mand, som har været fem måneder i fængsel uden at være dømt for noget som helst, og at Island burde tage handsken op for at forsvare Fiscers menneskerettigheder.
Helgi bliver derefter spurgt, om Fischer ikke selv er ude om sin nuværende situation? Kunne han ikke bare have betalt en bøde og sagt pænt undskyld til amerikanerne?
Helgi svarer, at sådan en handling ville simpelthen ikke kunne udføres af en mand med Fischers temperament og karakter. Helgi siger, at interviewet, som de hørte lige før, også viser dette, idet heller ikke fem måneders fængselsophold synes at have blødgjort Fischer.
Helgi konstaterer siden, at Fischer viste sig næsten ikke i de 20 år mellem 1972 og 1992 og at det var en katastrofe for skakverdenen at han ikke forsvarede sin tittel efter planen i 1975. Da Fischer så endelige vendte tilbage i 1992 må han have følt, at det var hans ret at spille (om VM-titlen) igen. Da han i kølvandet af returmatchen bliver konfronteret med USA´s anklager, så stiller han sig på bagbenene og vil ikke samarbejde.
Dernæst bliver Sæmunder spurgt om, hvordan Udenrigsministeriet har taget mod Fischers ansøgning. Sæmundur siger, at de har været positive, men at ministeriet også har sagt, at sagen ikke er så simpel, pga. Islands forhold til USA. Men Sæmundur mener, at tiden er kommet dertil, at islændinge må spørge sig selv, om de kan tillade sig at lukke øjnene overfor en gammel ven, som havde håbet at kunne drage nytte af venskabsforholdet i en presset situation. Sæmundur siger sig ikke kunne se, hvordan det vil skade nogen, at Island retter Fischer en hjælpende hånd.
——-
Efter indslaget om Fischer-random, biver Helgi spurgt om hans mening om denne variant af skakspillet. Han svarer, at der har været blandede reaktioner blandt skakspillere omkring Fischer-random. Om Fischers påstande vedrørende alle de forhåndsarrangerede turneringer og matcher siger Helgi, at dette bedst illustrerer Fischers skuffelse over hans egen karriere. Han holdt jo op med at spille skak kun 29 år gammel, og med Fischer-random mener Helgi, at Fischer også forsøger at undgå den klassiske form for skak, som han spillede bedre end nogen anden i 1972.
Fischer er vred, bitter og skuffet over mange mennesker, og desuden bærer han et enormt had til jøder. Værtens næstsidste spørgsmål går derfor på, om Sæmundur tror på, at Fischer-sagen kan løses på lykkelig vis.
Sæmundur svarer, at det håber han så inderligt, og de er hans håb at de islandske politikere kan finde frem til en løsning, så Fisher om ikke andet kan blive en fri mand igen.
Til sidst spørger værten Helgi, hvilken position Fischer har i skakverdenen i dag. Helgi svarer, at Fischer uden tvivl er det kendteste skaknavn, og at han er mere kendt end selv Kasparov, også blandt den ikke-skakspillende del af befolkningen
Helgi lægger til sidst vægt på, at der er tale om et kontroversielt individ som har taget kampen op mod en stormagt, som selvfølgelig altid altid vil have overtaget. Sæmundur supplerer med, at vejen kan være hurtig ned fra tinden, ikke mindst i USA.
