Partiet blev uden sammenligning VM- matchens længste indtil nu med 122 træk og 6½ timers spil. Magnus Carlsen spillede igen 1. e4 og i dag valgte Anand Berlinerforsvaret i spansk som han også gjorde i 2. parti. Magnus Carlsen valgte at bytte dronninger tidligt og partiets første 25 træk er tidligere blevet spillet på stormesterniveau. I andet parti valgte Carlsen at beholde dronningerne på brættet med 4. d3, og vandt; men her valgte han altså at satse på det sikre. Matchstillingen taget i betragtning sikkert et klogt valg?
Carlsen fører en meget afvekslende VM-match (foto: http://www.sochi2014.fide.com/)
I træk 31. valgte Anand at ofre sin løber for 2 af Carlsens farlige bønder på kongefløjen. Det var her helt klart Anands plan at påtage sig en stilling, som computerne anser for bedst for hvid, men som mennesket stadig kan bedømme bedre end computeren. I den menneskelig optik regnede Anand med at holde remis, mens de forskellige computerprogrammer, der analyserer partierne undervejs, gav klare fordele til Carlsen. Det er slet ikke sikkert, at computerne har ret.
Magnus Carlsen kunne dog spille på gevinst uden at skulle tage nogen chancer, så partiet blev et langt forsøg fra Carlsens side på at finde sprækker i Anands forsvar. I træk 104 har Carlsen tårn og springer mod Anands tårn. Det er kendt som remis ved korrekt spil, men igen kunne Carlsen forsætte gevinstforsøgene uden risiko. Samtidig skal der spilles igen i morgen, og fysikken taler til Carlsens fordel, da han med sine 23 år er 21 år yngre end Anand. Først ved træk 122 afviklede Carlsen til slutstillingen konge mod konge og springer.
Se partiet:
Carlsen fører nu 4 – 3 med højst fem partier igen af den ordinære match. 8.parti spilles tirsdag kl. 13.00 dansk tid med Anand bag de hvide brikker. Dansk Skak Union vil igen vise partiet på www.liveskak.dk/chat, hvis teknikken tillader det – det er lykkedes hidtil.
Matchen spilles i den russiske by Sochi. Der spilles bedst af 12 partier og vinder er den spiller, der først opnår 6½ point. I tilfælde af uafgjort 6 – 6, skal der spilles hurtigskakomkamp den 27. november. Ender hurtigskakomkampen også uafgjort, skal der spilles lynomkamp.
Matchens hjemmeside: www.sochi2014.fide.com
TV fra matchen, NRK: www.nrk.no/sport/