Lars-Henrik Bech Hansen takker af

Dansk Skak Unions formand siden april 2009, Lars-Henrik Bech Hansen, har valgt ikke at genopstille til påskens delegeretmøde. Lars-Henrik Bech Hansen fortæller til hjemmesiden:

“Da jeg sammen med Tom Skovgaard blev valgt til FU i 2009, gav vi hinanden hånden på, at vi ville give Dansk Skak Union 4 år af vores frivillige arbejdsindsats. Nu er det blevet til 6 år og nye kræfter må tage over.

 

lhbh 2011
Lars-Henrik Bech Hansen – trækker sig på næste delegeretmøde (foto: thv)

Vi har stået i spidsen for en række nødvendige beslutninger som f.eks. udvikling af det nye turnerings- og kartotekssystem, som nu udbygges med et holdturneringsmodul, der kan benyttes af både hovedkredse og divisionsturneringen. Vi har fået indført lyn- og hurtigskakrating, og disse skal bl.a. benyttes i de landsdækkende grandprix’er og landsstævner for ungdom, der forventes vedtaget på påskens HB-møde som et attraktivt værktøj for den nye ledelse til at tiltrække medlemmer til DSU.

Andre store opgaver vi har prioriteret og har fået gennemført er den nye hjemmeside, og den forøgede fokus på live-skak dækning. Samarbejdet med landstrænerne har også været prioriteret og fungerer optimalt og er et godt grundlag for unionens elitearbejde.

De danske skakspillere skal nu kigge sig om efter et nyt formandsemner, en proces jeg som afgående formand vil holde mig helt udenfor. Jeg vil dog fortsætte mit internationale arbejde i f.eks. “FIDE`S rules and tournament commision”. Derudover vil jeg forhåbentlig få tid til at spille endnu mere skak selv og måske arrangere flere internationale turneringer.”

Dansk Skak Unions delegeretmøde afholdes i år søndag den 5. april kl. 15.15 ved påskens DM-stævne i Svendborg.