De tre inviterede stormestre har allerede efter tre runder lagt sig i spidsen i GM-turneringen i Aarhus. Herunder følger referat og fotos fra turneringen, der spiller de to sidste runder 20. og 21. februar samme sted som det lokale bymesterskab. (Billedet af en af de førende, GM Chatalbashev, er taget af Thomas Vestergård).
Bemærk at tilmelding til Aarhusmesterskabet stadig kan nås – sidste frist er 17. februar!
Efter tredje runde er der kun en enkelt realistisk normchance tilbage for de seks deltagende danskere, skriver Benny Lauridsen i det følgende referat:
“Årets udgave af stormesterturneringen i Chess House i Aarhus er efter tre runder anført af de tre udenlandske stormestre: GM Boris Chatalbashev fra Bulgarien, GM Sergei Ovsejevitsch fra Ukraine – begge med 2,5 point af tre mulige, og GM Miroslaw Grabarczyk fra Polen med to point. Ingen af dem har mødt hinanden endnu.
Foto fra opgøret Ovsejevitsch – Kollars. (Fotograf Gert Medom.)
Først derefter følger danskere i form af IM Rasmus Skytte, IM Igor Teplyi, FM Martin Matthiesen, og IM Jens Ove Fries Nielsen.
Kravet til henholdsvis en stormesternorm og en ditto til international mester er 6,5 point af 9 og 5 af 9, så alle med behov for normer har stadig en teoretisk chance for at score en sådan.
Dog undtaget IM Nicolai V. Pedersen, der med tre tab udgør feltets agterlanterne – og dermed ikke længere har chancen for at tilspille sig den tredje og sidste norm til at blive udnævnt til stormester.
Næstsidst er FM Bjørn Møller Oschner, der har scoret et halvt point – og nok ser denne turnering som en træningsturnering op til Landsholdsklassen ved Danmarksmesterskabet i påsken, som han spillede sig adgang til ved at vinde kandidatklassen ved danmarksmesterskabet sidste år.
Den sidste spiller i feltet, den blot 16-årige tysker Dmitrij Kollars, er med halvandet point på sjettepladsen også en god mulighed for en IM-norm.
Den mest realistiske normchance har Aarhus-spilleren FM Martin Matthiesen, der med 3. rundes sejr over IM Jens Ove Fries Nielsen vel nok præsterede en mindre overraskelse. (Foto af den fokuserede Matthiesen fra partiet i 2. runde er taget af Gert Medom).
I første runde spillede FM Martin Matthiesen remis mod den polske stormester for i anden runde af tabe til den bulgarske – og med seks runder yderligere skal score 3,5 point for at nå de norm-givende 5 point.
Men i det stærke felt, hvor der generelt bliver gået hårdt til stålet med masser af god kampskak til følge, er det dog ikke nogen nem opgave.
Stormesterturneringen slutter søndag den 21. februar.
De første syv runder spilles i Chess House – Danmarks eneste skakcafé – på Katrinebjergvej 111A i Aarhus N, mens de sidste to runder afvikles i forbindelse med Aarhusmesterskaberne på Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49 i Aarhus-forstaden Viby.
I GM-turneringen er det ikke tilladt at tilbyde remis før træk 30.