I forbindelse med skakfestivalen Xtracon Chess Open har arrangørerne lavet en konkurrence med fokus på slutspilsstudier. Tom Skovgaard, presseansvarlig ved Xtracon Chess Open fortæller:
Den internationalt anerkendte danske slutspilstudiekomponist Steffen Slumstrup Nielsen har komponeret to originale slutspilstudier og doneret disse til Danmarks største skakturnering Xtracon Chess Open, som spilles 23. – 31. juli på Konventum i Helsingør.
Steffen Slumstrup Nielsen vandt i 2013 førstepræmien i “Jan Timman 60 Jubilee Tourney” i konkurrence med nogle af verdens bedste studiekomponister. Steffens vinderstudie blev vist af Timman i hans foredrag om slutspilstudier ved turneringen sidste år. Foto: Thomas Vestergaard
Den første af de to skakopgaver er offentliggjort på turneringens hjemmeside, og løsere af opgaven har chancen for at vinde en billet til foredraget med verdenselitespilleren, den tidligere VM-udfordrer Boris Gelfand, som besøger Xtracon Chess Open i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ” Dynamic Decision Making in Chess” på forlaget Quality Chess.
Opgaven lyder ”Hvid trækker og vinder”, og løsere skal indsende løsningen med angivelse af 7 træk senest lørdag d. 2. juli for at deltage i lodtrækningen om en billet til foredraget, som finder sted torsdag d. 28. juli kl. 20:00.
Yderligere information om konkurrencen, samt om Boris Gelfands foredrag, kan ses på turneringens hjemmeside http://xtraconchessopen.dk/, hvor der også kan ses et lille interview med studiekomponisten Steffen Slumstrup Nielsen.