Mens de fleste skakklubber i hovedstadsområdet holder sommerlukket, er der mulighed for at spille skak og møde nye skakvenner i Skaksalonen, Hostrupsvej 8 på Frederiksberg. Det foregår i hele juli hver lørdag kl. 10-12 og hver tirsdag kl. 20-22, og deltagelse er gratis.
Skaksalonen fungerer som rekrutteringssted til Dansk Skak Union og er øvelokale for mange af de mest talentfulde unge i København. Desuden er det spillested for de ca. 100 børn, der hver uge – uden for ferien – spiller i foreningen “skak for sjov”.
Henrik Andersen i spillelokalet på Frederiksberg. Foto: Privatfoto
Alle fra 5 til 99 år, piger og drenge, kvinder og mænd, er velkomne, og du finder selv en at spille mod. I bestemmer, om det er lynskak, skak med længere tid på uret eller hyggeskak uden ur. Af og til er der lynturnering, opgavequiz og andre arrangementer, som annonceres på www.skaksalon.dk
Du kan købe kaffe og brød til rimelige priser – og hvis du ikke er skakspiller, kan du blot nyde din kaffe og den gode stemning.
De mere nørdede skakspillere kan begrave sig i ca. 1.000 skakbøger, som er ordnet i passende grupper. Nogle bøger er gængse, mens andre er sjældne, så hvis du altid har drømt om at se 1. udgave af Laskers ”Lehrbuch des Schachspiels” fra 1925 og 1. udgave af turneringsbogen fra Sankt Petersborg 1914 (redigeret af Tarrasch), har du nu chancen. For dem, der hellere vil holde sig orienteret om aktuel skak, ligger de seneste numre af Skakbladet og New in Chess fremme på hylden.
Link til hjemmesiden: http://skakforsjov.dk/