Divisionsafslutning 2017/18

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Hvem der vinder landets bedste skakrække, Xtracon-Skakligaen, må vi vente med at finde ud af til næste weekends afsluttende dobbeltrunde i Skanderborg, men de øvrige divisioner har afsluttende runde søndag ved en række fællesstævner.

 

I 1. Division gruppe 1 er det allerede afgjort, at Team Xtracon Køge rykker op i den bedste række. Spændingen i gruppen går mere på hvilke to hold, der må en tur ned i 2. division. Taastrup har 2½ op til nummer næstsidst i bunden og skal overraske stort for ikke at rykke ned. Den anden nedrykningsplads kan afgøres i en direkte duel mellem de hæderkronede divisionsklubber K41 og Frederiksberg i sidste runde, forudsat at Bornholm ikke er faldet helt igennem i deres kamp mod ØBRO, der spilles i skrivende stund. Frederiksberg har 2 point mere end K41, men vinder Valby-klubben 5 – 3, er det de tidligere mestre fra Frederiksberg, der må ned i 2. division. En spændende kamp, som vises live på nettet. Fra Køge sendes også hjemmeholdets kamp mod ØBRO live.

Begge kampe kan følges vi dette link: hold.skakturnering.dk – tilskuere er selvfølgelig også velkomne på Hotel Niels Juel, Toldbodvej 20, 4600 Køge, der ligger cirka 500 meter fra Køge Station.

 

koege hold

Team Xtracon Køge spiller normalt på Asgaard Skole (billedet), men det afsluttende stævne i 1. Division gruppe 1 spilles på Hotel Niels Juel, hvor man ud over skakken kan nyde udsigten over Køge Bugt. Foto: Thomas Vestergård


I 1. Division gruppe 2 er der mere spænding om oprykningen. Fredericia skal slå Evans med mindst 5½ – 2½ for at snuppe førstepladsen fra Vejle-mandskabet. I bunden må Haderslev være ude, mens Springeren fra Kolding har en spinkel chance for at redde sig. Der bliver sendt live fra de to nøglekampe fra stævnet: Fredericia – Evans og Herning – Springeren.

Da afslutningen holdes sammen med Sydjysk HKs Mester 2s afslutning og oprykningskampen til Mester 2 i Sydjysk HK, bliver der 144 skakspillere til start på Erritsø Fællesskole, Erritsø Bygade 15, 7000 Fredericia. 

Live bliver der til også fra 2. Division gruppe 4s afslutning i Aalborg. Her er Viborg tæt på oprykningen, mens Randers Skakklub er i stor fare for at rykke helt ud af Divisionen. Live-dækning her: 2. Division Gr. 4. Tilskuere kan også følge med på spillestedet: Aalborg Universitet, Kantinen i kælderen, Strandvejen 12-14, 9000 Aalborg.

Stillinger, spillesteder med mere ses bedst på Divisionsturneringens hjemmeside: holdskak.skak.dk/TeamTour/Index/26 – tjek spillestedet inden man drager afsted, flere fællesstævner er flyttet i forhold til de først annoncerede spillesteder.