Jesper Thybo fører CCC 2018

IM Jesper Søndergaard Thybo er flyvende ved Copenhagen Chess Challenge 2018 i Ballerup. Thybo har vundet de fem første partier og har et helt points forspring til syv spillere, der deler andenpladsen heriblandt Jonas Bjerre, Martin Haubro, Martin Percivaldi og Mikkel Strange.

 

I 5. runde slog Jesper Thybo den norske stormester Frode Urkedal og skal i 6. runde lørdag kl. 10.00 møde den svenske stormester Jonny Hector med sort.

 

jesper frode
IM Jesper Søndergaard Thybo slog GM Frode Urkedal i 5. runde. Foto: Thomas Vestergård

Jesper Thybos ambition i turneringen må, ud over et godt øje til turneringssejren og førstepræmien på 4.000,- kr., være at score en GM-norm. Hvad pointkravet til GM-normen vil være, vides endnu ikke, men to andre krav, er, at man møder mindst 3 stormestre i løbet af turneringen, og at man skal møde spillere fra to andre nationer end ens egen. Det sidste krav er opfyldt med mødet med Hector i 6. runde; men Jesper Thybo skal altså møde endnu en stormester i de sidste tre runder, før det er muligt at score en GM-norm.

 

jonas ccc2018
Jonas Bjerre bliver udnævnt til IM på næste FIDE-kongres. I CCC 2018 har han 4 af 5 på en 7-delt andenplads. Foto Thomas Vestergård


Resterende program:
Lørdag 28. april kl. 10.00, 6. runde
Lørdag 28. april kl. 15.30, 7. runde
Søndag 29. april kl. 10.00, 8 runde
Søndag 29. april kl. 15.30, 9. runde

Hjemmeside: www.copenhagenchesschallenge.dk