Aalborg Skakring byder mandag kl. 13.30 til åbning af den første mindeturnering for Danmarks største skakspiller nogensinde, GM Bent Larsen, der døde i september 2010.
Mandag åbner byrådsmedlem Mads Sølver Pedersen turneringen kl. 13.30 og første runde starter kl. 14.00.
Blandt deltagerne ses flere af Bent Larsens samtidige kampfæller. Den tyske Stormester Wolfgang Uhlmann mødte Larsen i Kandidatturneringens kvartfinale i 1970 i Palma de Mallorca og måtte se sig slået af danskeren med 5½ – 3½. Uhlmann er født den 29. marts, Larsen den 4. marts og en anden af de deltagende stormestre, islandske Friðrik Ólafsson, er født den 26. januar – alle i 1935. Ólafsson var FIDE-præsident fra 1978 til 1982 og har mødt Bent Larsen omkring 40 gange med meget lige resultater til følge.
Blandt de danske deltagere er IM Jens Kristiansen den højstratede, men mon ikke også tidligere verdensmester i K-skak Jørn Sloth, tidligere danmarksmester Bo Jacobsen og de lokale FMere Per Andreasen og Bent Sørensen vil blande sig i toppen.
Turneringen spilles på Larsens gamle gymnasium: Aalborg Katedralskole, Sankt Jørgens Gade 5, Aalborg.
Runderne 2 til 7 starter kl. 11.00 og turneringen afsluttes med præmieoverrækkelse søndag den 21. oktober kl. 16.00.
Betænkningstiden er 90 min. til 40 træk, derefter 30 min. til resten med en tillægstid på 30 sek. pr. træk fra start.
Hjemmeside: larsen.skakteam.dk
Livedækning: larsen.skakteam.dk/live/