Europa Cuppen for klubhold er startet i dag i Eilat i Israel, desværre med en masse tekniske problemer med live-sending og holdopstillinger.
Topholdene er imponerende stærke.Peter Heine Nielsens tyske klub, OSG Baden-Baden, er kun seedet som nummer seks blandt de 34 deltagende hold. Baden-Baden kan ellers fremvise et ratinggennemsnit på 2690 for de øverste seks spillere, men det række ikke til en topseedning i dette selskab.
51 spillere i verden har 2700 eller derover i rating, heraf er 31 med Europa Cuppen. Et par stykker er undskyldt på grund af Chess Master Finals i Bilbao, så man kan næsten ikke stille stærkere hold, end det er tilfældet i Israel.
Der er ingen danske hold med, da Divisionsturneringsleder Per Rasmussen forgæves har forsøgt at få et eller to af de fem øverste hold i XtraCon-Skakligaen til at deltage. Man skal ende i den bedste halvdel af det nationale holdmesterskab, for at være kvalificeret deltager.
Ærgerligt at ingen danske hold deltager, når der både er norske, svenske og finske hold med.
Da vi ikke har en kvindeliga i Danmark, er det mere forståeligt, at der ikke er et dansk hold med i denne afdeling. Også her er holdene imponerende stærke. Af de 25 bedste kvinder i verden deltager de 13 af dem i Europa Cuppen.
Hjemmeside: www.ecc2012-chesseilat.com