Nordisk holdskak

I weekenden har både den islandske og den svenske holdturnering spillet de første runder. Begge steder var der danske spillere med.

I Island stiller Jakob Vang Glud op for Taflfélag Reykjavíkur og i de første fire partier har Glud scoret 3 point svarende til en ratingpræstation på 2628. Det er blevet til remis mod GM Grzegorz Gajewski (2635) og GM Sebastian Maze (2564) og sejr over Rúnar Sigurpálsson (2237) og FM Ásgeir Páll Ásbjörnsson (2304).


IM Jakob Vang Glud (foto: Ivan Andersen)

IM Simon Bekker-Jensen stiller også op for Taflfélag Reykjavíkur og har scoret 2½ af 4 efter remis mod GM Hannes Stefanssonn (2510), tab mod GM Henrik Danielsen (2524) og sejr over Stefan Bergsson (2175) og Hlíðar Þór Hreinsson (2255).


IM Simon Bekker-Jensen (foto: Ivan Andersen)

Taflfélag Reykjavíkur har vundet de første fire kampe og ligger nummer 3 i turneringen 1 brætpoint efter det førende hold Taflfélag Bolungarvíkur.

IM Mads Andersen spiller førstebræt for holdet Skákfélag Akureyrar, der vil få svært ved at blive i den øverste række. Mads er eneste spiller med en international titel på holdet. I de første fire runder har han mødt GM Jon Ludvig Hammer (2636), GM Gawain Jones (2641), GM Yuriy Kryvoruchko (2679) og GM Yaroslav Zherebukh (2628). Det blev til tab mod de tre første, men en kærkommen revanche mod Zherebukh, der slog Mads Andersen ved Junior VM tidligere på året. Scoren på 25 % svarer næsten til den forventede score.


IM Mads Andersen – GM Yuriy Kryvoruchko (foto: Ivan Andersen)

I den svenske eliteserie Allsvenskan 2012/13 var fire danskere ved brættet i weekenden. IM Andreas Skytte Hagen var eneste dansker på Lunds hold og scorede 3 af 3 mod Simon Eriksson (2029), Victor Larsson (2165) og Christopher Krantz (2351). Bemærk at ratingtallene er de svenske tal, ikke ELO. Lund vandt alle weekendens tre kampe og fører Allsvenskan.

Peter Heine Nielsens klub SK Rockaden Stockholm spillede kun to kampe. Peter Heine, der har 2712 i svensk rating, spillede remis med GM Adam Tukhaev (2599) og IM Victor Nithander (2520). Rockaden Stockholm vandt begge kampe sikkert.

Hos Burgsvik scorede Niels Jørgen Fries Nielsen 1 af 3, mens lillebror Jens Ove Fries Nielsen scorede 3 af 3 mod meget stærk modstand: FM Pontus Sjödal (2490), GM Nils Gradelius (2662) og GM Jonny Hector (2608).

Da den svenske holdturnering strækker sig over ni runder, hvor den islandske kun er på syv runder, kan man score normer i Allsvenskan. Forsætter Jens Over Fries Nielsen det gode spil i de næste seks runder, kan der være en GM-norm på vej.


IM Jens Ove Fries Nielsen (foto: thv)

Hjemmesider:
Elitserien Allsvenskan 2012/13
Den islandske 1. division.