Kvindelandstræner søges

Da Thorbjørn Bromann desværre har valgt at stoppe som kvindelandstræner med udgangen af året, søges en afløser.

Stillingsopslag
Dansk Skak Union søger en kvindelandstræner, som kan tiltræde 1. januar 2013.

Arbejdet vil blive aflønnet med 5.000 kr. om året i ”ikke-OL-år” og 10.000 kr. om året i ”OL-år” og ansættelsen aftales for et kalenderår ad gangen, dvs. i første omgang for 2013. Begge parter vil dog med et varsel på 3 md. kunne opsige samarbejdet.

Kvindelandstræneren ansættes under DSU’s hovedbestyrelse (HB), med daglig reference til DSU’s Forretningsudvalg (FU) og Kvindeudvalget (KU). Kvindelandstræneren er automatisk også deltager i Kvindeudvalget, og kvindelandstræneren vil således i det løbende arbejde sparre med FU og med KU.

Det forventes, at kvindelandstræneren bl.a. arrangerer mindst 1-2 træningssamlinger årligt, er med til Skak-OL som holdkaptajn, engagerer sig i kvindeeliten og er aktiv deltager i kvindeudvalget.

Ansøgning om stillingen som DSU’s kvindelandstræner skal fremsendes senest søndag d. 7. oktober 2012 kl. 23.59 til kvindeudvalg@skak.dk, stilet til “DSU’s Kvindeudvalg”.

Ansøgningen skal indeholde:
– Ansøgerens navn, adresse og øvrige relevante persondata
– Skaklig baggrund, styrke og ambitioner – såvel spillemæssigt som trænermæssigt
– Erfaring med træning, såvel skakligt som mht. planlægning og kommunikation
– En kort beskrivelse af ansøgerens begrundelse for at søge stillingen samt tanker om arbejdet som kvindelandstræner

Alle ansøgere garanteres svar.

Spørgsmål kan rettes til kvindeudvalget v/ Formand Oksana Vovk. E-mail: kvindeudvalg@skak.dk