Fra ungdomslandstræner Mads Boe har vi modtaget nedenstående, der bl.a. fortæller om kommende EM og VM turneringer.
Af Mads Boe
Årets Ungdoms DM (U-DM) står snart for døren. Sidste tilmelding er om 3 dage, og tilmelding kan ske her på hjemmesiden. I forlængelse af U-DM udtages der repræsentanter fra Danmark til årets store individuelle mesterskaber:
Junior VM: Afholdes i Grækenland fra den 1/8 til 16/8. Mads Andersen fra Skanderborg er allerede udtaget.
U-EM spilles i Prag fra den 18/8-26/8 i grupperne U08-U18 og rejseleder/træner bliver undertegnede.
Ungdoms VM: Afholdes i Slovenien fra den 11/11-21/11. Modsat sidste år, hvor stævnet var i Brasilien tillader afstanden/økonomien, at Danmark stiller med fuld delegation fra U08-U18. Også her er undertegnede rejseleder/træner.
EU-Mesterskabet: Afholdes igen i Mureck, Østrig fra den 31/7-9/8. I denne turnering spilles der i grupperne U08-U14. I lighed med de seneste 2 år bliver Andreas Wiwe rejseleder/træner til dette stævne. Danmarksmesterne fra U-DM i de åbne grupper U08-U14 vil blive tilbudt fripladserne til dette stævne. Fripladsen dækker over gratis kost,logi og turneringsindskud. Gavekortet på de 2000 kr. til Danmarksmestrene kan anvendes til at dække transportudgifterne. Dog er det et krav at der i U08 og U10 er en forældre/værge med på turen.
De endelige udtagelser til U-EM og U-VM vil ske af undertegnede, når ratinglisten bliver opdateret med maj måneds resultater, og offentliggøres her på dsu.dk i starten af juni måned.
Man kan ansøge om at komme med til U-EM og U-VM, selvom man ikke er udtaget, hvis man er villig til selv at betale. Det er endnu ikke klart, hvad de samlede udgifter løber op i, men man skal nok regne med i hvert fald 8.000 kr. Interesserede bedes kontakte mig på ungdomselite@skak.dk så hurtigt som muligt, dog senest en uge efter at udtagelserne er offentliggjort her på dsu.dk.
I forbindelse med U-DM i Allerød giver jeg en præsentation af mit arbejde som ungdomslandstræner. Det er programsat til lørdag den 12. maj kl. 16.00-17.00. Alle er velkomne.
Mads Boe