ECC efter de første 4 runder

I Europa Cuppen for klubhold i Slovenien er der fire hold tilbage med maksimumpoint.

Matchpoint tæller før brætpoint og blandt de fire førende hold er OSG Baden-Baden med Peter Heine Nielsen på holdet. Peter Heine har siddet over en enkelt kamp og har 2½ af 3.

De danske hold ligger som forventet i den sidste halvdel af feltet, men der er bestemt individuelle lyspunkter. Bl.a. har IM Jakob Vang Glud 2½ af 4 mod stærk modtand.

Europa Cuppen er en af de få turneringer, hvor det kan lade sig gøre at score en norm på kun 7 partier, hvilket der er en vis dansk tradition for. F.eks. scorede Arne Matthiesen, SK1968, en IM-norm 2005 i St. Vincent i Italien og Jan Sørensen, Århus/Skolerne, en GM-norm for 3 år siden, hvor turneringen blev holdt i Halkidiki i Grækenland.

I femte runde møder Jetsmark SG Zurich fra Schweiz, der har GM Yannick Pelletier (2584) på bræt 1 og legenden GM Viktor Korchnoi (2556) på bræt 2.

Jakob Vang Glud er dermed sikker på at møde sin tredje stormester i turneringen, hvorfor han teoretisk kan score en GM-norm over 7 partier, hvis det gode spil forsætter. Vang Glud har en GM norm fra “XX Open Es Vermar 2007” og var i maj i år over 2500 i Elo-rating, så der mangler ”bare” to GM-normer, inden han kan skrive stormester på visitkortet.

K41 møder skotske Edinburgh Chess Club, der er seedet under danskerne. Hos Valbyklubben har Flemming Bo Larsen scoret 3 af 4 uden nederlag.

I toppen møder OSG Baden-Baden det russiske hold SHSM-64, der har VM-udfordrer Boris Gelfand på førstebræt.

De sidste tre runder spilles torsdag, fredag og lørdag. Alle dage kl. 15.00. I hvert fald Peter Heine Nielsens partier vil kunne følges live på nettet.

Stillingen efter 4. runde:
1. Saint-Petersburg Chess Federation, 8 mp, 20½ brætpoint
2. OSG Baden-Baden, 8 mp, 20½ brætpoint
3. SHSM-64, 8 mp, 18½ brætpoint
4. Tomske-400, 8 mp, 18 brætpoint
..
35. Jetsmark, 4 mp, 10½ brætpoint
57. K41, 2 mp, 8 brætpoint

Der deltager 62 hold.

I kvinderækken må Oslo Schakselskap, med WFM Marie Frank-Nielsen på bræt to, tage til takke med sidstepladsen blandt de 11 deltagende hold; men det var også ventet i forhold til seedningen.

Hjemmeside: ecc2011.sahohlacnik.com