Mere fra XtraCon-Skakligaen

Med den mindst mulige margin – et matchpoint – ned til K41 på andenpladsen, vandt Jetsmark Skakklub XtraCon-Skakligaen for første gang. Favoritterne fra Sydøstfyn havde samme brætpoint som Jetsmark og K41, men var yderligere et matchpoint efter.

I turneringens sidste parti førte IM Steffen Pedersen fra Sydøstfyn med en bonde mod Nordres Jan S. Christensen, men med begge dronninger tilbage på brættet og en udsat konge, var det ikke muligt at vinde. Efter 99 træk blev partiet remis og Sydøstfyn måtte nøjes med bronze. Dette blev afslutningen på en meget spændende og jævnbyrdig XtraCon-Skakliga sæson.

Den afsluttende dobbeltrunde blev spillet i Studenternes Hus i Århus, hvor spillerne fik gratis frugt begge dage som en hilsen fra Strib Grønt, der er en fast støtte af det fynske skakliv.


Guldvinderne fra Jetsmark får overrakt pokalen af Peter Grønborg, formand for SK1968. (foto: thv)


Vinderholdet. Fra venstre er det Stefan Christensen, Anders Helledie, Bjarke Jensen, Jakob Rathlev, Allan Stig Rasmussen, Christian Kyndel Pedersen, Jakob Vang Glud, Martin Bækgaard og Andreas Wiwe. (foto:thv)

Alle partierne fra XtraCon-Skakligaen kan gennemspilles på Divisionsturneringens egen side. To partier fra 8. runde sprang mig dog i øjnene i ottende runde.

Nørresundbys førstebræt, FM Per Andreasen, havde i lang tid GM Jonny Hector i store problemer. Hector kom tilbage i partiet, men spillede så 38. Se4-g3? og følgende stilling kom på brættet:

Her kunne Per Andreasen have kronet et rigtig flot parti med 38. -, Ld6! og f.eks. 39. Dxh6, Lxg3+ 40. Kh5, Td5+ 41. g5, Dxg3 + mat. I tidnøden så Per Andreasen det ikke, og gik selv mat et par træk senere. Se hele partiet længere nede på siden.


Per Andreasen (foto: thv)

I kampen mellem SK1968 og BMS fik Pelle Bank skak til at se nemt ud. Her har Bank lige spillet Dd1-g4:

Kan sort slå dronningen på g4? Se svaret i partiet længere nede på siden.

Hjemmeside: www.divisionsskak.dk/holdarkiv/div1011