You are currently viewing OL 6. runde: Uafgjort og tab

OL 6. runde: Uafgjort og tab

6. runde ved OL i Budapest bød på en fin uafgjort kamp i den åbne række mellem Tjekkiet og Danmark. Hos kvinderne kan Danmarks nederlag til Sydafrika kun betegnes som skuffende og ærgerligt. Det var dog meget tæt på at ende uafgjort.

Jonas Bjerre havde hvid mod David Navara, der har været helt oppe at snuse til verdenseliten som nummer 13 i verden. Som højeste ratingtal har Navara haft 2751. Navara spillede med sort Berliner-forsvaret i spansk, og partiet må være en af de mest korrekte remiser ved dette OL. Computeren mente aldrig, at der var mere end 0,2 fordel til en af spillerne.

Billedet af Jonas Bjerre øverst i artiklen er taget af Michal Walusza og er lånt fra den officielle hjemmeside.

Mads Andersen havde sort mod GM Thai Dai Van Nguyen (2647), der på trods af den vietnamesisk klingende navn er født i Prag i 2001. Mads kom dårligst fra åbningen og efter dronningafbytning i træk 22 var det op ad bakke for Mads Andersen i et skidt slutspil. Mads viste dog fin moral ved at kæmpe indædt de næste 23 træk, men stillingen stod ikke til at redde. Det var Mads Andersens første nederlag ved dette OL.

Dagens danske helt blev IM Filip Boe Olsen, der var oppe mod GM Jan Krejci (2556). Omkring træk 36 får Filip en lille fordel, da Krejci vil undgå trækgentagelse. Straks derefter træder Jan Krejci forkert, og Filip er over ham med det samme:

IM Filip Boe Olsen har indtil nu mødt tre stormestre, så en god slutspurt kan indbrige en GM-norm. Foto: Claus Andersen

Matchens sidste parti var Jesper S. Thybo mod Stepan Zilka, Danskeren vandt et tårn for bonde + løber, men computeren sagde minimal fordel for Zilka. Lidt senere i partiet var det dog kun Jesper, der kunne vinde den meget lige stilling. Til sidst var det et dansk tårn mod en tjekkisk løber, det skulle selvfølgelig prøves, men remis efter 88 træk. På forhånd ville det være et fint resultat, men det var danskerne, der var tættest på sejren.

Danmark – Tjekkiet 2 – 2
GM Jonas Buhl Bjerre (2648) – GM David Navara (2681) ½ – ½
GM Mads Andersen (2598) – GM Thai Dai Van Nguyen (2647 0 – 1
GM Jesper S. Thybo (2555) – GM Stepan Zilka (2574) ½ – ½
IM Filip Boe Olsen (2441) – GM Jan Krejci (2556) 1 – 0

Landstræner Søren Bech Hansen skriver om dagens runde:

Dagens modstander var Tjekkiet. En meget stærk modstander hvor vi kunne forvente problemer. Men sikke en dag. Når dem, der plejer at trække læsset, en sjælden gang ikke leverer, træder nogle andre i en drømmeverden op, og minsandten om det ikke skete her.

Jonas spillede hvid mod Navara, der simpelthen er så øredøvende sympatisk og hensynsfuld og altid hilser overordentlig pænt. Men ned skulle han selvfølgelig alligevel, så Jonas pressede på. Navara spillede imidlertid temmelig fremragende, og fik remisen i hus, selv om vor danske helt trykkede godt til. Som Jonas sagde, spillere så stærke som Navara er svære at lægge ned.

Mads kom galt afsted fra start mod en 2650+ GM, og det var desværre uopretteligt trods godt spræl. En hård dag på kontoret.

Filip spillede sort mod en 2550+ GM, der sikkert havde fået af vide at sin holdkaptajn, at han skulle vinde. Han gik i hvert fald godt til stålet. Filip er, imidlertid, i nyere tid blevet mere solid, og velnæret, og han vælter ikke så let. Lidt lige som en bus. Filip kunne derfor excellere i god kontraskak, og jeg skal da ellers love for, at det lykkedes. Hvid overspillede, og Filip blev dagens helt, der overraskede med en stærk gevinst med sort.

Tilbage sad Jesper med en kvalitet mere i et slutspil og fornuftige gevinstchancer. Det var i hvert fald klart, at vi spillede om to resultater – remis ville give holdet et matchpoint, og gevinst ville sikre holdet i alt 2,5 brætpoints og dermed to matchpoints. Det lugtede af, at det måske kunne være vundet, men der var ikke en identificerbar gevinst – og modstanderen forsvarede sig godt, så remis blev det. Alt i alt 2-2 mod den stærke skaknation Tjekkiet. Det er ikke så ringe endda.

Søren Bech Hansen

I den samlede stilling er Indien nu alene i spidsen med 12 matchpoint. Lige efter med 11 matchpoint følger Vietnam, Kina og Iran.

I 7. runde på onsdag skal Danmark møde Ungarns 3. hold – en opgave der må være overkommelig.

Sydafrika mod Danmark – 2½ – 1½. Foto: Claus Andersen

De danske kvinder tabte 1½ – 2½ mod Sydafrika. Danmark var klare favoritter, men efter omkring 2½ timers spil, så det ud som om Danmark var på vej til at tabe 4 – 0.

Sandra De Blecourt fik remis ved en trækgentagelse i en stilling, hvor hun stod dårligst. Esmat Guindy var løbet ind i et uimodståeligt angreb, hvor den sydafrikanske spiller skar lige igennem. Sofie Bech Dürrfeld holdt remis med en bonde under i et ligefarvet løberslutspil inden Ellen Kakulidis kæmpede sig tilbage fra en stilling med en ren bonde under. Kakulidis havde en klart vundet stilling, man ventede nærmest på at modstanderen skulle give op, men en ærgerlig fingerfejl satte gevinsten over styr, og partiet blev remis. Dermed endte begge matchpoint hos Sydafrika. Tror de danske kvinder er glade for en fridag tirsdag.

Sydafrika – Danmark 2½ – 1½
WIM Jesse Nikki February (2013) – CM Sandra De Blecourt (2065) ½ – ½
WFM Chloe Badenhorst (1981) – WFM Ellen Kakulidis (2048) ½ – ½
Robyn Julian Klaasen (1764) – WFM Esmat Susanne Guindy 1 – 0
Hayley Nel (1753) – Sofie Bech Dürrfeld (1937)

På Kvindelandsholdets Facebookside vil landstræner Jacob Sylvan efter rundens afslutning lægge en rundeberetning op for den aktuelle runde. Se mere: HER

I Kvinderækken er Indien alene i spidsen med 12 matchpoint foran Georgien og Polen, der er 1 mp efter.

Tirsdag er turneringens eneste fridag, og onsdag skal de danske kvinder møde Malta. Danmark er storfavorit i den kamp.

Resterende program for 45. Chess Olympiad:
Tirsdag den 17. september: Fridag
Onsdag den 18. september kl. 15:00: 7. runde
Torsdag den 19. september kl. 15:00: 8. runde
Fredag den 20. september kl. 15:00: 9. runde
Lørdag den 21. september kl. 15:00: 10. runde
Søndag den 22. september kl. 11:00: 11. runde

Link til live: https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/open og https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/women

Link til hjemmesiden for OL i Budapest: https://chessolympiad2024.fide.com/

Link til 45. FIDE Chess Olympiad på Facebook: HER

Link til resultater i ÅBEN række: HER

Link til resultater i KVINDERÆKKEN: HER