You are currently viewing Hæderstegn, initiativpriser og nyt æresmedlem af DSU

Hæderstegn, initiativpriser og nyt æresmedlem af DSU

På årets delegeretmøde blev der uddelt hæderstegn, initiativpriser og udnævnt et nyt æresmedlem af DSU. Skak.dk bringer her alle motivationerne bag priserne:

Nyt Æresmedlem i Dansk Skak Union:
Formand Poul Jacobsen skriver: Vores næste hovedperson er om muligt den perfekte kombination af interesse, flid, loyalitet og en aldrig svigtende begejstring over livets mange lyse muligheder. Beretningen om hans mangeårige virke blandt os kunne skrives i en bog over mange sider, men lige nu modererer vi os, og håberat Skakbladet senere vil oplyse os lidt mere. Men lidt fakta skal vi have frem i lyset allerede nu. Født i 1931 og første gang med sin far i den lokale skakklub i efteråret 1943, og med meget små afbrydelser medlem af Dansk Skak Union siden da, altså i et mere end 80-årigt forløb. Har gennem livet flyttet lidt rundt i landet, og altid orienteret sig mod de lokale skakklubber. Lærte fra barnsben at man altid kan hjælpe med et eller andet, og typisk ham har han stort set haft betroede funktioner i alle klubber han har været medlem af. Og aldrig kræsen så han har dækket alt fra kaffebrygger via materialemand til formand i flere klubber. Jeg lærte ham at kende i 1986, og da jeg allerede dengang havde svært ved at tie stille, var han ikke længe om at engagere mig i Nyborg Skakklubs bestyrelse, hvor jeg nød det store privilegie at kunne lære af hans eksempler. Han medvirkede til at organisere DM i Nyborg i 2001, han var i mange år en sikker logistikchef bag pokalfinalestævnerne på Hotel Nyborg Strand, han tog en langvarig tørn som medlem af Fyns Skak Unions forretningsudvalg, fra 2002 til 2007 endda som formand og hovedbestyrelsesmedlem. Så skulle man tro det var tiden at hvile på laurbærrene, men nej, Nyborg Skakklub havde brug for mere bestyrelsesindsats, så Erik lod sig atter vælge. I dag er det Ullerslev Skakklub som nyder godt af den 93-åriges energi, som betyder at klubbens medlemmer altid møder ind til klubaftener hvor der er klar til kamp. Mange har nok luret det, men derfor er det mig stadig en kæmpe glæde at Dansk Skak Unions hovedbestyrelse har besluttet at udnævne Erik G. Andresen fra Ullerslev Skakklub som æresmedlem (fotoet øverst i artiklen).

Hæderstegn 2024

1. Hovedkreds – Jørn Brandt, Hvidovre
Jørn har været medlem af Hvidovre Skakklub siden 1973 og runder dermed 51-års jubilæum i 2024. De første mange år blev der kun sjældent tid til skak pga. af en travl karriere, men de seneste 20 år har Jørn været et særdeles aktivt medlem i organiseringen i klubben. I en lang periode som klubbens formand og menigt medlem i bestyrelsen, men også som ihærdig ildsjæl. Jørn har koordineret og drevet utallige aktiviteter i klub regi, så som sommerskakaktiviter for Hvidovres børn og unge på Hvidovre Bibliotek, medarrangør af både interne og åbne turneringer, DM i Hurtigskak, DM i Lynskak og meget, meget mere.
Det er Jørns store indsats med at etablere et trygt og lærerigt skakmiljø for børn og juniorer især, som har sikret en livlig klub med et godt kammeratskab børn, juniorer og seniorer imellem. Jørn Brandt er indbegrebet af Hvidovre Skakklub!

DSUs formand Poul Jacobsen og Jørn Brandt. Foto: Thomas Vestergård

2. Hovedkreds – Lars Blach Jensen, Møn Skakklub
I mange år – mere præcist 25 år – har Lars Blach Jensen været lig med Møn Skakklub. Lars blev d. 3. maj 1999 på generalforsamlingen valgt som formand, og dengang var det som Danmarks yngste formand. Lars har formået at samle unge mennesker omkring skakken bl.a. var Lars i mange år primus motor for “Bank på Møn”, som senere kom under JGP, som det hed dengang. Han skaffede sponsorer, var med som TL, lavede klubbladet “Klintekongen”, og var den, der sørgede for, det hele kørte som smurt. Andre tiltag var fremvisning af “Skakken” på de lokale tirsdagsmarkeder. Lars har fundet sponsorer til holdtrøjer, søgt fonde om midler og meget, meget mere. Lokalt har Lars været et kraftcenter, når det gælder om at vise skakken frem… og ikke mindst været uhyre stabil og vellidt blandt skakspillere – en fortjent modtager af hæderstegnet.

Poul Jacobsen og Lars Blach Jensen. Foto: Thomas Vestergård

3. Hovedkreds – Lars Munk Jensen, Læseforeningens Skakklub
Lars blev formand for Læseforeningens Skakklub i december 2018 efter den hidtidige formand Per Bjerres pludselige bortgang. Indtil da havde Lars haft et mere roligt virke som næstformand, men måtte nu hurtigt træde i karakter. Og den pligtopfyldende og flittige Lars var snart med til at sætte gang i klubben, hvor medlemstallet i tiden efter dannelsen af en af landets største ungdomsafdelinger Bo.C.A. Juniors (Bolbro Chess Academy) i januar 2018 blev fordoblet til 80-90 medlemmer. I ungdomsafdelingen har Lars på baggrund af selv at være en stærk mesterspiller haft et godt lærervirke, ligesom han årligt i Odense siden 2020 har været medarrangør af ungdoms-DM. Herudover har Lars Munk samvittighedsfuldt virket som holdleder for mange af klubbens hold. I 2021 opstartede han en skakcafé for potentielle medlemmer og blev her et samlingspunkt, som han har været det i klubben som helhed i al hans formandstid

Poul Jacobsen og Lars Munk Jensen. Foto: Thomas Vestergård

6. Hovedkreds – Lars Hansen, Skakklubben af 1968
Når vi skal hylde de frivillige inden for dansk skak, kommer vi ikke uden om Lars Hansen fra Skakklubben af 1968 i Aarhus. Lars har fra midten af 80’erne til i dag ydet en kæmpe indsats for børn og unge skakspillere – frivilligt og professionelt. Lars begyndte sin karriere i Horsens som 8-årig og blev mesterspiller som 13 – 14-årig. Derefter gik det forholdsvis hurtigt med at nå 2250 i rating, så skakstyrken fejler ikke noget. Lars kunne have satset på sin egen karriere, men blev ret hurtigt involveret i skoleskakken og andre skakaktiviteter. Således har Lars undervist i skak på skoler i Horsens, Haderslev, Vejle og Bredsten, hvor udviklingen af bogen Skak + Mat tog fart. En skakbog til brug i matematikundervisningen på de yngste klassetrin, inden han kom til Aarhus og blev en del af Aarhus Skoleskak, Chess House og undervisningen i SK1968. Sammen med bl.a. Jens Ramsdal står han i spidsen for den succesfulde Træning + turnering i Kulturhus Herredsvang, der en fortsættelse af tidligere aktiviteter fra Chess House. Samtidig har han i flere år været holdleder for ungdomshold i SK1968, hvor han også virker som chauffør, når holdet skal rundt omkring i Hovedkredsen. Organiseringen af transport og overnatning for andre skakspillere, har især juniorerne nydt godt af. Bl.a. med ture til Sverige, hvor en busfuld juniorer f.eks. kommer med til Göteborg Cup og om 14 dage er Lars Hansen og co. igen klar i Malmö Open. Undervisningen af børn i skak har altid været en stor del af Lars voksne tilværelse, da også den professionelle del af livet kredser om skak. Lars er til daglig læringskonsulent i Dansk Skoleskak med særligt fokus på det århusianske område. Lars kan til tider være svær at fastholde om et emne. Tankerne flyver i alle retninger, ideerne er mange, men tag ikke fejl. Om så han fredag aften står alene uden hjælpere til morgendagens stævne, så kan man regne med, at stævnet bliver gennemført, for det har han jo lovet børnene. Lars største problem er i virkeligheden en alt for fyldt kalender, der godt kan give stress. En af årsagerne er nok, at Lars har svært ved at sige fra. Som han siger: ” når man vælger noget, vælger man noget andet fra – det er skræmmende for mig.”

Poul Jacobsen og Lars Hansen. Foto: Thomas Vestergård

7. Hovedkreds – Ole Rysgaard Madsen, Nørresundby Skakklub
Ole Rysgaard Madsen har i en menneskealder været medlem af Nørresundby Skakklub, og han er en hjørnesten i klubben. De sidste 24 år har han været medlem af klubbens bestyrelse og har i alle årene fungeret som sekretær, et job som han har bestridt samvittighedsfuldt og upåklageligt. Ole er ligeledes ansvarlig for indkøb til klubbens kantine. Som skakspiller er Ole lige omkring
Mesterstyrke og han har spillet mange kampe på klubbens divisionshold.

8. Hovedkreds – Peter Willer Svendsen, Hillerød Skakklub
Peter har været medlem af Hillerød Skakklub i 42 år og medlem af bestyrelsen eller juniorudvalget i omkring 40 år. Peter har været dommer og turneringsleder i utallige lokale turneringer siden 1985 og han har også være dommer i klubbens internationale jubilæumsturnering i 2020. Peter har altid brændt for juniorarbejdet og har været ungdomstræner i Hillerød Skakklub i rigtig mange år. Interessen for juniorarbejdet tog Peter med sig ind i Dansk Skak Unions forretningsudvalg, hvor han sad et par år. Både i FU og nu på det seneste i 8. hovedkreds’ bestyrelse har Peter påtaget sig opgaverne med at koordinere ungdomsarbejdet. Peter Svendsen er indehaver af en rekord i Hillerød Skakklub, som næppe nogensinde bliver slået. Han har siden 1980/81 og frem til sæsonen 2021/22 spillet 316 holdkampe for Hillerød Skakklub – mere end 7 kampe pr. sæson uafbrudt igennem 42 sæsoner. Peter Svendsen er indbegrebet af Hillerød Skakklub, svigter sjældent en klubaften og er en af de helt store kulturbærende kræfter i klubben.

Poul Jacobsen og Peter Willer Svendsen. Foto: Thomas Vestergård

9. Hovedkreds – Ingen Indstilling

Sydjysk Hovedkreds – Hans Nørgaard Paulsen, Springeren Kolding
Hans er ikke en mand med de store armbevægelser, men på sin egen stille facon er han en uvurderlig arbejdskraft i Springeren Kolding. Ud over at sidde i bestyrelsen, har han i en årrække sørget for, at alt er klart til de ugentlige klubaftener. Brætter, brikker, ure og rundekort står snorlige og klar kl. 19. Kaffe, brød osv. sørger han også for. Hans er en solid skakspiller, der næsten aldrig har afbud til holdkampe, og han er i reglen holdleder for det hold han er tilknyttet. Herudover er Hans en dygtig dommer og en meget vigtig del af klubbens team i forbindelse med den årlige weekendturnering SonFlow Cup / Kolding Bymesterskab. Hans er prototypen på en loyal klubmand, og han har i den grad fortjent en anerkendelse for sit “usynlige” men store arbejde for skakken.

Poul Jacobsen og Hans Nørgaard Paulsen. Foto: Thomas Vestergård

Initiativpriser:

1. Hovedkreds – Valby Skakklub
klubben har over de seneste år haft en flot medlemsfremgang på hele 50% og er nu en af Danmarks store klubber (nr. 12 i DK med p.t. 74 medlemmer). Deres juniorarbejde er kommet i god gænge og viser både flot fremgang i resultater men også i tilslutning, og de er også en af vor Junior Grans Prix arrangører. De har et godt samarbejde med vor øvrige klubber og det netop nævnte JGP blev gennemført i samarbejde med Skak for sjov for at der var plads nok til det virkelig flotte fremmøde. P.t. ligger Valby til oprykning i Divisionsrækkerne, for første gang.

Poul Jacobsen og Alex Hansen, Valby Skakklub. Foto: Thomas Vestergård

2. Hovedkreds – Sorø Skakklub
Efter en lidt stille tid har Sorø Skakklub på det sidste oplevet en stor opblomstring. Medlemstallet er steget. Der er kommet en del unge med i klubben, og klubbens 1.hold deltager i øjeblikket som en stærk modstander i vores mesterrække. Sorø har de sidste år med stor dygtighed arrangeret vores pokalstævner til stor glæde for hovedkredsens klubber.

3. Hovedkreds – FREM Skakklub
Klubben har i 2023/2024 udmærket sig ved at udvide det frivillige arbejde i klubbens ungdomsarbejde og afholdelse af arrangementer ud over det sædvanlige i 3. HK. Klubben kan tillægges mange bedrifter og tiltag i hovedkredsen. Her iblandt kan nævnes at FREM har lagt mange timer og kræfter i at få juniorer til at passe ind i klubben, sørget for undervisning og udvikling af talent. Klubben har bevist at de kan spille blandt landets bedste, ved at de i sæsonen 2022/2023 sikrede sig en plads i Skakligaen. Som arrangør kan klubben også bryste sig af at have stor efterspørgsel på pladserne til Odensemesterskabet, hvilket er en turnering FREM har sikret har et højt niveau og god mediedækning. Klubben tilbyder undervisning til unge inden den regulære klubaften-start, hvilket er en fordel da der skal være en indfasning i klublivet for de unge spillere, som endnu ikke er klar til sene aftener. Forretningsudvalget i 3.HK vil gerne vise vores anerkendelse af denne ekstraordinære indsats.

Poul Jacobsen og Ellen Fredericia Nilssen, Frem Skakklub. Foto: Thomas Vestergård

6. Hovedkreds – Skanderborg Skakklub
Det er ikke hver dag, at en skakklub fylder 100 år. Det gjorde Skanderborg Skakklub i 2023 og fejrede dette ad flere omgange. Først med et arrangement i klubben for mere end 30 inviterede – heriblandt de lokale klubber. Skanderborg Skakklub påtog sig afviklingen af indledende kampe i årets pokalturnering ligesom klubben stod for det store afsluttende pokalstævne i Morten Børup Hallen i Skanderborg. Endelig satte klubben fuld skrue på sommerens SMUK- SKAK med en GM-turnering, hvor lokale spillere havde mulighed for at score normer, heriblandt klubbens egen Filip Boe Olsen. Foruden GM-turneringen afviklede klubben også en koordineret turnering med stærkt forhøjerede præmier og mere end 100 deltagere. Klubben fortjener præmien for de mange initiativer.

Poul Jacobsen og Morten Fredsgaard Rasmussen, Skanderborg Skakklub. Foto: Thomas Vestergård

7. Hovedkreds – Ingen indstilling

8. Hovedkreds – Ingen indstilling

9. Hovedkreds – Viborg Skakklub
Klubben har fået en mægtig juniorafdeling, hovedkredsens største, og afdelingen passes af især tre førsteholdsspillere. Der er stor aktivitet i lokale skoleskak- og juniorturneringer samt i klubbens egne arrangementer. Klubben holder en årlig åben hurtigturnering i marts, og der er i det hele taget et voksende medlemstal.

Poul Jacobsen og Claus Rossen, Viborg Skakklub. Foto: Thomas Vestergård

Sydjysk Hovedkreds – Haderslev Skakklub
Haderslev Skakklub har i en periode været et ikke helt atypisk eksempel på en dansk skakklub med stigende gennemsnitsalder og faldende aktivitetsniveau blandt medlemmerne. I stedet for at lade stå til er klubben nu i gang med at gennemføre en systematisk oprustning af ungdomsarbejdet. Med udgangspunkt i de tilbagevendende kommunemesterskaber i skoleskak tilbydes de elever, der har lyst til mere end skoleskak, eftermiddagsundervisning på flere niveauer af kompetente, voksne frivillige instruktører med henblik på integration i skakklubben. På kort tid er det lykkedes at skabe succeshistorier – både hvad angår motivation og fremskridt i spillestyrke, klubudvikling samt turneringsdeltagelse. På den måde kan Haderslevs initiativ blive model for andre klubber i hovedkredsen.

Poul Jacobsen og Per Hansen, Haderslev Skakklub. Foto: Thomas Vestergård