De berømte små marginaler var bestemt ikke på Danmarks side i dagens kamp ved Hold EM i Montenegro. Det blev til et ærgerligt nederlag på 1½ – 2½ mod Island, men undervejs så det bestemt ud til at blive til dansk sejr.
På bræt 4 mødte GM Bjørn Møller Ochsner sin tidligere klubkammerat fra Århus/Skolerne IM Hilmir Freyr Heimisson (2377) i et parti, der aldrig kom ud af balance. Remis efter 49 træk.
På andetbræt blev det til en hurtig dronningeafbytning mellem GM Vignir Stefansson og GM Mads Andersen i et skotsk parti. Mads Andersen påtog sig en dobbeltbonde for bedre udvikling og meget hurtig kom et dobbelt tårnslutspil på brættet med netop den ene af dobbeltbønderne som materiel fordel til Mads. Det så længe ud til at gå danskerens vej, men Stefansson forsvarede sig flot og remis var uomgængelig ved træk 60.
På førstebræt stod kampen mellem GM Jonas Buhl Bjerre og GM Hjorvar Gretarsson. Berlinervarianten i spansk var partioplægget, og alt var meget lige indtil 24. Tf3, der nok var starten på den danske nedtur. Med en bonde for lidt blev det meget svært for danskeren. Computeren giver dog lidt håb om remis, hvis Jonas havde spillet 45. Td1. 0 – 1 efter 48 træk.
Tilbage sad Jesper Thybo med en lovende stilling mod GM Gudmundur Kjartansson. Med bagklogskab og computerhjælp ser det ud som om, at Thybo kunne have lukket posen et par gange, men igen var det sejt forsvar fra Islands side. Remis efter 136 træk:
Danmark – Island: 1½ – 2½
GM Jonas Buhl Bjerre (2633) – GM Hjorvar Steinn Gretarsson (2518) 0 – 1
GM Mads Andersen (2612) – GM Vignir Vatnar Stefansson (2483) ½ – ½
GM Jesper Søndergaard Thybo (2522) – GM Gudmundur Kjartansson (2449) ½ – ½
GM Bjørn Møller Ochsner (2534) – IM Hilmir Freyr Heimisson (2377) ½ – ½
Det var en af de kampe, der var stolpe ud. Landstræner Søren Bech Hansen er da også meget kortfattet i sin bedømmelse at kampen:
I dag var regulært øv. Både Mads og Jesper havde klare gevinststillinger.
Søren Bech Hansen
Heldigvis var det ikke sidste runde. Det danske hold har muligheden for at slutte godt af i sidste runde mod Østrig. På papiret en meget lige kamp, hvorfor en sejr vil være ekstra velkommen.
Fotoet øverst i artiklen er fra det øjeblik, at der blev taget remis mellem Jonas Bjerre og Magnus Carlsen i 7. runde. Et parti, der har fået stor opmærksomhed efterfølgende. Se f.eks. denne artikel hos Danmarks Radio og denne video på You Tube.
I den samlede stilling fører Serbien og Tyskland. Serbien kom med i toppen ved at slå England 2½ – 1½. Tyskland vandt med de samme cifre over Frankrig. Her blev Skanderborgs GM Rasmus Svane matchvinder ved at slå GM Jules Moussard (2639) på bræt to. Rasmus Svane havde spillet remis i de 7 første partier, så et fint tidspunkt at få et helt point. Finaleopgørene i sidste runde mandag er Kroatien – Tyskland og Grækenland – Serbien. Taber de førende hold kan en Europamester være en eventuel vinder af England – Armenien eller Frankrig – Ungarn.
Sidste runde spilles mandag den 20. november kl. 15:00.
Link til live i Åben række: Chess24 og LICHESS
Link til live i Kvinderækken: Chess24 og LICHESS
Link til resultater i: ÅBEN RÆKKE og KVINDERÆKKEN
Link til live på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=3tYW-Yq4Gkg
Hjemmesiden for European Team Chess Championship 2023: https://etcc23.me/