Ungdoms-VM 3. & 4. runde

FM Mads Andersen er bedst placerede dansker efter de første 4. runder ved Ungdoms-VM i Tyrkiet. Mads har scoret 3/4.

Læs IM Silas Lunds rapport fra 3. og 4. runde herunder.

Af Silas Lund
3. og 4. runde
4.runde sluttede søndag aften, og ligesom 3.runde var den præget af favoritsejre. Efter at Jonathan havde vundet let i 3.runde – modstanderen spillede 1.c4 d5?! med sort, og dette var også standarden i et parti, der varede en time og som affødte stor morskab i den danske delegation – kom han på en hårdere opgave i dag med sort mod Andrey Popov fra Rusland (Elo: 2054). Efter solidt spil blev det remis, et resultat der brød med favoritsejrene og -nederlagene, det der ellers kan give mange spillere en elevatorturnering:  Først tab mod en overratet, derefter gevinst mod lavereratet osv.

I 3.runde brød også Dara denne uheldige tendens ved at hive en remis i land ved en feberredning – samt sløset spil fra modstanderens side. I diagramstillingen påstår computeren i omegnen af 12 bønders fordel til hvid, men den hvide mand ville slutte flot af:  

Vugar Rashulov – Dara Akdag
Og spillede 1. Te5?? (Sxc5 vinder enkelt) 1. -, Sa3+! Starten på en kombination, der sikrer remis ved evigskak. 2. Kxb2, Txc2+! 3. Lxc2, Dc3+ 4. Kc1, Da1+ 5. Kd2, Dc3+ 6. Ke2, Df3+ Bonden på g4 spiller en vigtig rolle!  7. Ke1, Dg3+ remis

Dara tabte desværre i 4.runde, og har nu 1½/4.

Bedst scorende er Mads, der er kommet igen og nu har 3/4. Mads er selv tilfreds med sit spil, som han synes kører godt.

De andre resultater efter runde 4:
Jonathan – 2½/4, Tobias, Mads-Holger og Martin – alle 2/4, Kristian 1½/4.

I gruppen drenge U10 deler 3 spillere 1.pladsen med max. point, heriblandt 2 uratede spillere!

I U12 har 4 spillere stadig maksimum points.

Lars Rindlisbacher fra Schweiz (2078) som besejrede Mads i runde 2, er godt kørende og har indtil videre vundet alle 4 partier i gruppen U14.

U16 har indisk dominans i form af 2 spillere med fuld pointhøst, IM’erne Vidit Santosh  Gujrathi og S P Sethuraman, hvoraf sidstnævnte spillede med i årets Politiken Cup og var tæt på sin 2. GM-norm – noget Peter Heine Nielsen satte en stopper for i sidste runde.

U18 har den tyrkiske IM Mustafa Yilmaz (2468) som en af to spillere med maximumpoint, noget der sikkert glæder værtslandet.

Danmark stiller som bekendt (desværre) ikke med deltagere i pige-kategorierne. Et kort blik på de ældste grupper afslører russisk dominans i U18. I gruppen under – U16 – er WIM Daisy Cori fra Peru (2374) en af to spillere med 4/4. Hendes lillebror IM Jorge Cori spiller i øvrigt med i U14 og er en af Mads Andersens konkurrenter til en medaljeplads.

5. og 6.runde spilles mandag som dobbeltrunde, med start kl. 10 og 17 lokal tid (9 og 16 dansk tid).   

Mads-Holgers parti fra runde 4 var ovre på en 1 time:


Jacobsen – Tairi. Stillingen efter 11. Se5

Sort går nu helt galt i byen:  11. -, Sh5 12. Sxf7!, Df6 13. Sd6, Tf8 14. Lg3, Sxg3 15. fxg3, Dg5? (15. -, De7  var påkrævet, nu er det forceret mat.) 16. Lh7+, Kh8 17. Txf8+, Sxf8 18. Sf7# 1-0

Silas Lund

Hjemmeside: http://wycc2009.tsf.org.tr/