3. matchparti i opvisningsmatchen mellem Anatoly Karpov og Garry Kasparov startede ligesom 1. parti med Grünfeld-indisk. Via en lille trækomstilling, var stillingen efter 9. 0-0, 0-0 den samme som i første parti. Her afveg Karpov ved at spille 10. Sec3, i første parti var det springeren på b1, der skulle til c3.
Trækkene 14. 15 og 16 brugte Karpov meget tid på, mens Kasparov gik i tænkeboksen efter 17. Sa3 og brugte et par minutter inden han indlod sig på et kvalitetsoffer trækket efter. Kasparov beholdt dog løberparret og en bonde for kvaliteten. Efter 20. Te3 tænkte Kasparov igen længe, og kom bagud på uret med et minut, 6 minutter mod Karpovs 7.
Karpov ved starten af 3. parti. Foto: Thomas Vestergård
Ved træk 22 havde begge spillere omkring 4 minutter tilbage. Første gang i matchen, at Karpov ikke var klart bagud på klokken så langt henne i partiet. Karpov så da også klart mere fortrøstningsfuld ud, end i de første to partier. Ved træk 24 er det pludselig Karpov, der har bedst tid. Men efter 25. -, Df6 tænker Karpov igen længe inden Txb7. Herfra gik det over stok og sten og kort før Kasparov gav op, havde Karpov kun 3 sekunder tilbage og måtte leve af de 5 sekunders tillægstid, der lægges til efter hvert træk. Men denne betænkningstids berettigelse kommer jo netop til udtryk ved, at der er tid til at vinde en vundet stilling. Efter 36.-, Te8? kunne Karpovs d-bonde ikke længere stoppes på vej mod forvandlingsfeltet og Kasparov gav op. 2 – 1 til Kasparov inden 4. parti.
Kasparov ved starten af 4. parti. Foto: Thomas Vestergård
4. parti fulgte også i fodsporene på gårsdagens parti med de samme farver. Karpov afveg i træk ni med g6 i stedet for Sd7. De to spillere fulgtes pænt ad med hensyn til tidsforbrug indtil Kasparov tog et par minutters tænkepause inden 18. Te1 hvorefter det var Karpovs tur til at tænke længe inde 18. -, b5.
Efter dronningafbytning havde spillerne hver 5 officerer og 6 bønder tilbage og i presserummet var der almindelig enighed om, at stillingen var meget lige, om end Kasparov havde lidt pres. Efter 26. Tc5 brugte Karpov 1½ min af de kun to, han havde tilbage og Kasparov fik herredømmet over c-linien. Herfra var Karpov virkelig under pres med kun få sekunder på klokken mod Kasparovs 2 minutter og Karpov tabte på tid for 3 gang i matchen. 3 – 1 til Kasparov efter de to første dage.
På den afsluttende pressekonference, hvor Karpov i øvrigt fik en asteroide opkaldt efter sig, blev der spurgt ind til de problemer med tiden, som Karpov havde haft i alle 4 partier hidtil, ville gøre Kasparov til storfavorit nu tiden blev endnu kortere. Det mente Karpov ikke var tilfældet: ”Problemet med denne slags hurtigskak er, at man har tid til at tænke. Når tidnøden nærmer sig, er det svært pludselig at skifte måden man tænker på til lynskak. Hjernen arbejder stadig i et normalt leje. I et lynparti er man fra starten indstillet på lyn.”
Kasparov sagde på sin pressekonference, at han ikke var god i tidnød. Her kunne han mærke de 5 års fravær. Han var dog overordnet tilfreds med kvaliteten af partierne. Det 4. hurtigskakparti kaldte han ”A decent game of Chess”. Han var dog ikke helt tilfreds med 32. Le2, som gav remischancer for Karpov. I stedet ville han hellere have åbnet h-linien og placere et tårn på h7.
Kig ud over spillestedet ved 3 partis start. Foto: Thomas Vestergård
Tilskuerne kan følger stillingen i partierne på to storskærme. Som et ekstra raffinement vises videonærbilleder af de to spillere også på storskærm. Arrangementet er helt udsolgt, og pressen må efter de første 5 minutter fortrække til de bagerste rækker eller gå til presserummet, hvor der også vises video og partierne kan følges på storskærm og Internet.
Torsdag følger 8 lynpartier med betænkningstiden 5 minutter til hele partiet plus 2 sekunders tillægstid pr. træk. Start kl. 19.00.
Partierne kan gennemspilles her: www.gva.es/ajedrez/ei_ajedrez_en.htm
Hjemmeside: www.matchkarpovkasparov.com/