Optakt til 5. runde samt referat

I dagens runde møder Danmark i den åbne række ved OL i Dresden det stærke israelske landshold. Israelerne har alle over 2600 i rating og føres an af GM Boris Gelfand med hele 2712 i rating. Norge, der ud fra billederne på hjemmesiden at dømme, spiller i ens jakkesæt, er stadig med helt fremme og skal i dag møde 3. seedede Aserbajdsjan.

I kvinderækken venter Montenegro, som det fremgår af nedenstående referat.

Alle partierne ved OL kan følges live fra kl. 15.00 på hjemmesiden: www.dresden2008.de hvor der også er talrige billeder, Net-TV, internetbutik med mere.

Af Arne Matthiesen
Referat fra 4.runde:

Nederlaget i 3.runde fik os ned på jorden igen. I fjerde runde kom vi endnu længere ned. Holdet skal dog ikke begraves endnu, trods alt ligger
vi midt i feltet og har scoret over forventning.

Men det kan vel ikke skjules længere: Cuba-Danmark 4-0.

Cubanerne har et godt og meget homogent hold, ingen tvivl om det. Deres sidstebræt har 100 ratingpoint mere end vores førstebræt. Alligevel svier
et 4-0 nederlag, ikke mindst fordi der var chancer til mere.

Sandra spillede skandinavisk for anden gang i turneringen. Ligesom i første runde undveg modstanderen teorien. Det kan man tillade sig mod
Skandinavisk uden at det får seriøse konsekvenser. Sandra fik udlignet i åbningen, men blev efterfølgende stille og roligt udspillet. Først var det
en løber, som ikke kunne komme i spil, så røg der en bonde. Derefter dronningafbytning og tabt slutspil.

Louise valgte en variant, som hun ikke har kørekort til. Allerede i åbningen opstod der store komplikationer. Rybka har fundet en smart
resurse, som holder hvid inde i partiet lige efter åbningen, men den fandt Louise ikke. Først røg der en bonde, derefter en mere og resten var
teknik.

På førstebræt var Evgenia tilbage. Hun valgte at spille Trompovsky, tilsyneladende et godt valg da modstanderens manøvrer så mærkværdige ud.
Evgenia fik meget stor terrænfordel, men valgte at spænde buen for hårdt.
Det gav modstanderen muligheden for at ofre en officer for farligt modspil og så gik det hurtigt den anden vej. Cubaneren spillede virkelig godt
efter offeret, spillede Rybkas anbefalede træk resten af partiet og Evgenia fandt ikke det sejeste forsvar.

Trine var tættest på point. Hun kom fint fra åbningen i en bivariant af caro-kann (1.e4 c6 2.c4 d5 3.exd5 cxd5 4.cxd5 Sf6 5.Da4+). Hvid får en
bonde, men påtager sig samtidig en isoleret dobbeltbonde. Først vandt Trine en af d-bønderne og derefter a-bonden, da modstanderen overså en
kombination.

Jeg var helt sikker på at Trine ville vinde partiet selvom der var lang vej hjem. Modstanderen fik desværre stablet noget giftigt modspil på
benene, som Trine ikke kunne håndtere. Stillingen var stadig fordelagtig hen mod tidskontrollen hvor den kom ud af kontrol. En fribonde kostede en
officer og slutspillet med to bønder for officeren var klart tabt.

Hvis de havde spillet med brætpoint i stedet for matchpoint ville de to seneste nederlag have givet os en overkommelig modstander. Men reglerne er
lavet om, så vi møder Montenegro, som er klart stærkere end os.

Apropos nye regler: Man må sige at kvindeholdet lever op til det nye anti-remis reglement. En remis i 16 partier viser en udpræget forståelse
for såvel reglens ånd som bogstav! 

Arne Matthiesen