You are currently viewing Jonas Bjerre suveræn ved Hurtigskak DM

Jonas Bjerre suveræn ved Hurtigskak DM

Stormester Jonas Buhl Bjerre fra Skanderborg var i en klasse for sig selv ved DM i Hurtigskak på Hotel Comwell i Snekkersten. Med 9 point af 9 mulige henviste han de to stormesterkollegaer Sune Berg Hansen og Jesper S. Thybo til andenpladsen to point efter.

Turneringen blev spillet efter schweizer-systemet og til seedningsrækkefølgen blev spillernes danske hurtigskakrating brugt. Jonas Bjerres tal var ikke blevet justeret i næsten tre år, så han stillede op med det for ham beskedne ratingtal 2475, hans danske ratingtal i lange partier er 2661, så han måtte nøjes med at være seedet som nummer fire fra start. Den slags udlignes i en lang turnering og den samlede sejr blev grundlagt i fjedre og femte runde hvor Jonas slog henholdsvis GM Sune Berg Hansen og GM Jesper S. Thybo. Billedet øverst i artiklen er fra sidstnævnte opgør og taget af Jesper Simonsen.

Ud over titlen fik Jonas Buhl Bjerre 4.000,- kr. i førstepræmie. Foto: Jesper Simonsen
GM Sune Berg Hansen stillede op som ratingfavorit med 2576 i hurtigskakrating. Han tabte tre ratingpoint i turneringen, hvilket er misvisende for et flot resultat. Han mødte en lang række underratede unge mennesker, så nærmest at fastholde ratingtallet må være mere end godkendt. Foto: Jesper Simonsen

Top 5:
1. GM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg, 9 point af 9
2. GM Sune Berg Hansen, Hillerød, 7 point
3. GM Jesper S. Thybo, Hillerød, 7 point
4. FM Paulius Meskenas, Køge, 6½ point
5. IM IM Thorbjørn Bromann, Brønshøj, 6 point

FM Paulius Meskenas var dagens store positive overraskelse, han tabte til Jonas Bjerre og Jesper Thybo, spillede remis med Sune Berg, men slog så resten af sine modstandere. Foto: Jesper Simonsen

Også vinderen af årets Kandidatklasse, FM Jeppe Hald Falkesgaard fra Brønshøj, havde en god turnering med 5½ af 9. I ottende runde var Jonas Bjerre dog for stor en mundfuld:



FM Paulius Meskenas vandt ratinggruppe 2, Christian Altenburg Eriksson vandt ratinggruppe 3 mens Anton Bønsvig Wehding vandt ratinggruppe 4.

Fine spilleforhold på Hotel Comwell i Snekkersten. Foto: Jesper Simonsen

I Basisklassen vandt Mike Li med 8 point af 9 og bedre korrektion end Abishrey Shrestha. Nienke van den Brink blev nummer 3, et point efter de to første.

Partier: https://lichess.org/broadcast/danish-rapid–blitz-championships-2024–rapid/gxjlCvyA
Resultater Hurtigskak: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28926

Søndag den 1. september fra kl. 10.00 til 16.30, spilles DM i lynskak. Her er betænkningstiden 3 minutter til hele partiet plus 2 sekunder pr. træk. Der spilles 13 runder og der vil være live-dækning her: https://lichess.org/broadcast/danish-rapid–blitz-championships-2024–blitz/tS9T3YH0

Resultater Lynskak: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28927