Det blev den svenske stormester Jonny Hector (fotoet øverst i artiklen), der kunne tage hele førstepræmien i GoAudit Open – 5.000 danske kroner – med hjem til Helsingør, efter han med 6 point af 7 mulige henviste IM Jens Ove Fries Nielsen og FM Aref Vasli til de næste pladser et halvt point efter vinderen.
I sidste runde hev Hector en Jaenisch Gambit op af hatten mod IM Martin Haubro. Hector havde revanche til gode, da Haubro slog ham i 1st Killer Chess Training Open i ØBRO for bare få uger siden:
For Aref Vasli var tredjepladsen nok til at få titlen Københavnsmester 2023, da han som medlem i Brønshøj Skakforening blev bedst placerede KSU-medlem. Derved bliver titlen i Brønshøj, da GM Carsten Høi vandt KM sidste år.
Brønshøj kan også glæde sig over at øverste ratingpræmie i gruppe 2 gik til deres unge medlem Jeppe Hald Falkesgaard. I Ratingruppe 3 vandt WFM Louise Winther Fredericia fra Gentofte mens den nederste gruppe blev vundet af Diana Kopylov fra Ukraine. Imponerende af Diana Kopylov, der på forhånd var næstlavest ratede spiller i turneringen.
Samlet top ti:
1. GM Jonny Hector, Nordkalotten og Sverige, 6 point af 7
2. IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia, 5½ point
3. FM Aref Vasli, Brønshøj og Iran 5½ point
4. FM Viktor Haarmark Nielsen, ØBRO, 5 point
5. Kristen Schmidt, Nordkalotten, 5 point
6. FM Daniel Kopylov, Ukraine, 5 point
7. IM Martin Haubro, BMS, 4½ point
8. Jeppe Hald Falkesgaard, Brønshøj, 4½ point
9. Bjarke Gregor, ØBRO, 4½ point
10. IM Michael Kopylov, Ukraine, 4 point
Turneringen endte med at have 40 deltagere, da der var en del afbud i sidste øjeblik. Bl.a. var et par spillere draget til Portugal for at spille der, et par unge juniorer er lige nu på vej til VM i Italien og enkelte havde sikkert også overset, at der var runde søndag for 1. og 2. division. Arrangørerne havde alligevel valgt at fastholde de flotte høje præmier, som var annonceret i indbydelsen med de max 50 spillere, der var plads til på spillestedet Prismen.
Partier hos chess.com: https://www.chess.com/events/2023-goaudit-and-the-copenhagen-championship
Partier hos Lichess.com: https://lichess.org/broadcast/goaudit–the-copenhagen-championship-2023/round-1/BpiFzxJ8
Resultater: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28208
Amager Skakforening: https://amsf.dk/