You are currently viewing Casper Liu kvalificeret til Landsholdsklassen 2024

Casper Liu kvalificeret til Landsholdsklassen 2024

Det blev den 18-årige Casper Yukun Liu fra BMS (billedet øverst), der indløste en billet til næste års Landsholdsklasse, der igen vil blive afholdt på Hotel Svendborg. Casper scorede 5/7 og sluttede på andenpladsen efter belgieren Maarten De Vleeschauwer, der vandt Kandidatklassen med 6 point og var et helt points forspring til de øvrige forfølgere.

Maarten De Vleeschauwer fra Belgien – sikker vinder af Kandidatklassen

Udover andenpladsen forsvarede Casper sit Juniordanmarksmesterskab fra sidste år, som går til bedst placerede ungdomsspiller i Kandidatklassen.

Jens Ramsdal fra SK1968 besejrede i sidste runde Thomas Søndergaard Thybo, og tog tredjepladsen i gruppen på bedre korrektion end den anden belgier i gruppen, Ezra Terryn.

Bedst placerede spiller under 2100 i rating blev 13-årige Emil Zander fra Kjellerup, der scorede 4½ point og kunne sætte hele 76 ratingpoint ind på kontoen. Med resultatet kom Emil for første gang over 2100 i rating.

Emil Zander

Veteranklassen Gruppe 1 og dermed Veterandanmarksmester blev Jan Stage fra Læseforeningen, der også vandt gruppen sidste år. Ove Matras fra Faaborg spillede en flot turnering på andenpladsen og blev nummer 2 og samtidigt bedst placerede spiller under 1750. Gruppe 2 blev vundet af Stig Syndergaard fra Valby på bedre korrektion end Martin Hansen fra Tårnet Svendborg.

Den store G7 – Gruppe 1 blev vundet af Bjarke Gregor fra Øbro med 6 point foran gruppens overraskelse, Dmitry Perets fra Sjælsø, der på trods af at være lavest rated i gruppen snuppede andenpladsen, vandt 147 ratingpoint og er ny mesterspiller med 1944 i rating.

Bjarke Gregor

Gruppe 2 blev vundet af 9-årige Alexandru Pirtac fra SK1968 med 6 point foran Peter Kristiansen fra Fåborg der fik 5½ point.

Alexandru Pirtac

Øvrige resultater og præmietagere kan findes på DM-stævnets hjemmeside: https://skak-dm.dk/2023/