Team Italien mod Team Denmark

 

Team Denmark har på chess.com 1967 medlemmer, og arrangerer løbende matcher og turneringer. Torben Sørensen har bedt skak.dk bringe noget om den kommende match på søndag mod Itailen:  

 

Skulle der være nogen, som ikke er helt opdaterede med de sidste væsentligste nyheder, så er her lige en opdatering på et enkelt punkt.

Team Denmark på chess.com har i denne sæson spillet i Live Chess World League division 4. Efter en lidt sløv start oppede holdet sig, og det lykkes os lige akkurat at opnå en 4. plads, som gav adgang oprykningsslutspillet. De andre hold er Canada, Hviderusland og Italien. 

Inden oprykningsslutspillet startede, måtte Canada påtage sig favoritværdigheden, i det de kom igennem de indledende runder helt uden nederlag.

Team Denmark har allerede spillet mod Team Canada i oprykningsslutspillet. Det blev en meget tæt kamp, som endte til Team Canadas fordel med cifrene 44,5 – 49,5. Søndag, den 3. maj vandt vi så over Hviderusland. Nogenlunde samtidigt spillede Canada mod Italien. Og her vandt Italien lidt overraskende.
Italien havde hele 11 spillere med titel på holdkortet, og heraf havde 4 spillere over 2600 i rating. Samlet set havde Italien 70 tilmeldte spillere. Canada stillede med 57 spillere, så det var ikke alle fra Italiens hold, som kom i kamp. De 13 laveste ratede fra Italien kom ikke med i holdkampen.

Italien går efter 1 pladsen i divisionen, hvilket de vil opnå, hvis de slår Danmark i den sidste kamp. Så vi kan vist godt regne med, at Italien ikke stiller med et mindre imponerende hold, når de skal møde Danmark. Mon ikke disse udsigter til topmodstand vil foranledige, at en del spillere fra den danske elite får deres debut i Live Chess World League? Hvis du ikke allerede er medlem af Team Denmark på chess.com kan du tilmelde dig her: https://www.chess.com/club/team-denmark

 

Partierne starter automatisk og præcist på det annoncerede starttidspunkt, så det er vigtigt, at du er online efter, du har tilmeldt dig. Du spiller to partier i holdkampen, og det andet parti starter straks efter færdiggørelsen af det første parti. Det er lyn med 5 minutters betænkningstid pr. spillere + 2 sekunders tillægstid pr. træk. Så det hele er overstået i løbet af en halv time. Man kan tidligst tilmelde sig holdkampen 1 time før kampstart. Alle kan tilmelde sig landsholdskampen. Når de to hold mødes, spiller den højeste ratede fra den ene land mod den højeste ratede fra det andet land, de næsthøjeste mødes og de tredjehøjeste mødes og så fremdeles. Tilmeld dig meget gerne, du bliver automatisk matched op med en modstander, der ligger omkring din egen rating, så det er ikke noget krav om, at man skal have en høj rating for at deltage – alle er velkomne, man skal blot gøre sit bedste!

For dem, som gerne vil streame fra begivenheden, er her lige et par nyttige link. Vejledning m.v.: https://www.chess.com/news/view/lcwl-graphics-and-streams


Download af software (gratis): https://obsproject.com/da


Kampen spilles søndag, den 17. maj 2020 kl. 21.00. Link til kampen: https://www.chess.com/live#tm=10965

 

Skulle den situation opstår, at Danmark stiller med flere spillere end Italien gør, og du er blandt de danske spillere, som har lavest rating, så kommer du ikke med i kampen, men det er ikke noget at græde over, for du kan følge med i samtlige andre partier efter eget valg og gætte på deres træk. En halv times god underholdning.

 

P.S. På baggrund af situationen i division 3, hvor flere hold har måttet bukke under og trække holdet, er jeg overbevist om, at Team Denmark er i division 3 i næste sæson, uanset udfaldet af vores sidste kamp (det står for egen regning). Men hvorfor ikke slutte på bedste vis?