Svendborgs borgmester Bo Hansen bød først velkommen til DM-stævnet på Hotel Svendborg inden han udførte 1. e2–e4 for 13-årige Jonas Bjerre i partiet mod Poul Rewitz. Det var feltets yngste spiller mod feltets ældste spiller (Poul Rewitz er 55 år). Aldersforskellen på de 42 år er dog ikke rekord ved et DM-stævne. Kommentator Per Andreasen kunne fortælle, at da Mads Andersen som 14-årig debuterede i Landsholdsklassen, mødte han bl.a. IM Ole Jakobsen, der dengang var 67 år. Hvis en af skak.dks læsere kan huske en større aldersforskel i et parti i den bedste række, hører redaktionen gerne om det (nyhed@skak.dk).
Borgmester Bo Hansen udfører Jonas Bjerres første træk, 1. e4. Foto: Thomas Vestergård
Første runde lover godt for resten af turneringen. Ingen partier blev remis, hvid vandt over hele linjen.
Første rundes resultater:
GM Allan Stig Rasmussen – IM Rasmus Skytte 1 – 0
IM Bjørn Møller Ochsner – IM Jesper Søndergård Thybo 1 – 0
FM Jonas Buhl Bjerre – FM Poul Rewitz 1 – 0
IM Mikkel D. Antonsen – IM Martin Percivaldi 1 – 0
IM Nikolaj Borge – IM Mads Hansen 1 – 0
For IM Nikolaj Borge var lørdagen en tilbagevenden til turneringsskak efter en pause på næsten 20 år. Siden 1999 har Borge kun spillet holdskak, altså højst ni partier om året. Vi skal se comebacket til Landsholdsklassen:
IM Nikolaj Borge – flot comeback i Landsholdsklassen. Foto: Thomas Vestergård
Også grupperne G5-1 og Kort påske 1 startede i dag. Livemaster Kasper Jerwiarz sørgede med sædvanlig sikker hånd for at 25 partier udover Landsholdsklassen kunne følges live.
Spillesalen på Hotel Svendborg. Foto: Thomas Vestergård
DMs Hjemmeside: www.skak-dm.dk
Live fra Landsholdsklassen: liveskak.dk/dm/2018/