GM Markus Ragger vandt Politiken Cup

  • Post author:

Politiken Cup_2015_Top_3

Den østrigske stormester Markus Ragger vandt årets udgave af Politiken Cup på LO-skolens konferencecenter, Konventum i Helsingør. 

Ragger spillede en meget kort remis i sidste runde, da han følte sig rimelig sikker på en topplacering.

 

Inden runden havde seks udenlandske stormestre alle 7,5 point. De skulle spille mod hinanden i tre imødesete toppartier, som alle fusede ud i henholdsvis 15, 17 og 19 træk i løbet af et par timer. I gruppen på syv point vandt fire spillere, så der blev bunkebryllup i toppen og afgørelse på korrektion.

 

– Jeg vidste, at jeg havde en virkelig god korrektion, fordi jeg har spillet i toplokalet under hele turneringen, siger Markus Ragger.

 

Havde østrigeren spillet videre mod den franske GM Maze og vundet ville Ragger være kommet lige over 2700, hvilket den 28-årige østriger ikke tidligere har været. Men førstepladsen var vigtigst, og en fremgang fra 2688 til 2696 er også rekord.

 

Der var hele 10 spillere med 8 points efter de 10 runder. Nummer to blev Liviu-Dieter Nisipeanu, der stiller op for Tyskland og som ses til venstre på Thomas Larsens foto.

 

Ragger klædte om til præmieoverrækkelsen og er, som det ses iført jakkesæt og slips. Til højre turneringens nummer tre, Jon Ludvig Hammer, Norge, der også fik præmie for skønhedspartiet i gruppen over 2000, udvalgt af turneringens kommentator FM Per Andreasen.

 

Bedste dansker blev Sune Berg Hansen på en 9. plads, og som nummer 16 finder vi Jacob Aagaard med 7,5.

 

431 spillere deltog i skakfestivalen med sidearrangementer hver dag i ni dage.

 

Se resultater og læs interviews med mere her: