Philidor vandt som ventet Dansk Skak Unions pokalturnering 2015. (foto Ths. Vestergård. Links til flere fotos, også af DSU-formand Poul Jacobsen, og Niels Erik Nielsen i bunden af artiklen).
I tredje runde af i alt seks runder skabte Nordkalotten dog overraskende spænding om turneringens udfald ved at besejre Philidor med 2,5 – 1,5. Dermed havde nordsjællænderne et halvt point mere end Philidor, men da Nordkalotten i den efterfølgende runde kun fik et enkelt point mod Brønshøj – mens Philidor slog Skanderborg 3-1 – var Philidor igen foran, og den føring slap holdet ikke.
Det betød, at den svenske stormester Nils Grandelius kunne løfte den fine gamle vandrepokal, som også stormester Jakob Vang Glud og de internationale mestre Helgi Dam Ziska og Nikolaj Mikkelsen var med til at vinde. (Foto fra præmieoverrækkelsen af Thomas Vestergård. Fra venstre Grandelius, Mikkelsen, Glud og Ziska).
Grandelius fik kun 50 procent på bræt et; han tabte undervejs til Jens Ove Fries Nielsen og Björn Ahlander. På bræt to scorede Jakob Vang Glud 5,5, Helgi Dam Ziska tog 5 point på bræt tre og Nikolaj Mikkelsen 4,5 på sidstebrættet.
Nummer to blev fortjent Nordkalotten med 16,5 og Skanderborg tog tredjepladsen med 15,5 efter 4-0 sejr over Brønshøj i sidste runde.
De øvrige rækker
I Bredderækken sejrede SK 1968’s førstehold (af tre) foran Fredericia og Valby. Det vindende hold bestod af Torben Steffensen, 5,5. Andreas Kastberg, 4,5. Joen Lesner, 3 og Jacob Bjørnslev, 5 points.
Hos juniorerne tog Frem førstepladsen med dagens højeste holdscore, 19 points. Her bemærkede man blandt andre den kun syv-årige Albert Mechlenburg Møller, som scorede fem point af seks på fjerde bræt for Odenseholdet, som i øvrigt bestod af Tobias Ilsø, maksimum 6 points, samt Alexander Le Besq og Jacob Christensen der begge fik 4 points.
SK 1968 I blev nummer to og Evans nummer tre.
Seniorrækkerne havde som juniorerne fri tilmelding. Alligevel stillede kun otte hold op i aldersgruppen over 50 år og fem hold i +65. Også hos seniorerne hentede SK 1968 en førsteplads hjem, nemlig i +50 foran Fur og Roskilde. Det vindende +50 hold var Poul Rewitz, 4,5. Gunnar Pedersen 3,5. Jan Rewitz 3,5 og Thomas Vestergård, 4,5.
I +65 sejrede VRS Retro med 18,5 tæt forfulgt af Nørresundby med 18, her blev indbyrdes opgør afgørende: VRS Retro vandt 2,5 – 1,5. Holstebro snuppede tredjepladsen.
Fem spillere scorede maksimum seks points: Laurids Paulsen, Hillerød, Per Holst, VRS Retro, samt juniorerne Tobias Ilsø, Frem, Phong Van Nguyen, SK 1968 I og Jesper Stensgård, SK 1968 II.
Arrangørerne med Hans Milter Pedersen i spidsen kunne glæde sig over en velafviklet turnering, hvor man endda var lidt foran tidsplanen, selv om der skulle holdes styr på fem grupper med seks rundelægninger for de flere end 200 spillere fra hele landet.
Flere detaljer på hjemmesiden for pokalturneringen: