Femte parti i VM-matchen mellem verdensmester Magnus Carlsen og udfordreren, den tidligere verdensmester Viswanathan Anand, endte remis efter 39 træk og 2½ timers spil. Derved blev dagens parti det korteste tidsmæssigt indtil nu i matchen.
Magnus Carlsen – har hvid i de næste to partier (foto: http://www.sochi2014.fide.com)
Viswanathan Anand havde fordelen af de hvide brikker, men spillede væsentlig langsommere end Magnus Carlsen i dag. Carlsen brugte kun en time af sin betænkningstid til hele partiet. Betænkningtiden ved matchen er 2 timer til de første 40 træk, så 1 time til de næste 20 træk + 15 minutter til resten. Fra træk 60 tillægges 30 sekunder pr. træk.
Anand opnåede en bekvem stilling, hvor eventuelle gevinstchancer lå hos hvid. Magnus Carlsen mente dog på den efterfølgende pressekonference, at der var ressourcer nok i den sorte stilling til at holde remis, selvom sorts springer i slutspillet er svagere end Anands løber.
Se partiet:
Magnus Carlsen har nu hvid i de næste to partier. Det kan være chancen for at komme foran i matchen igen. På dette niveau vil hvid typisk score 55 point ud af 100, så det er en lille, men klar fordel at have hvid. Se interessant artikel om hvids åbningsfordel her.
Sjette parti spilles lørdag kl. 13.00 dansk tid hvorefter søndag er fridag. Dansk Skak Union vil igen vise partiet på www.liveskak.dk/chat, hvis teknikken tillader det – det er lykkedes hidtil.
Matchen spilles i den russiske by Sochi. Der spilles bedst af 12 partier og vinder er den spiller, der først opnår 6½ point. I tilfælde af uafgjort 6 – 6, skal der spilles hurtigskakomkamp den 27. november. Ender hurtigskakomkampen også uafgjort, skal der spilles lynomkamp.
Matchens hjemmeside: www.sochi2014.fide.com
TV fra matchen, NRK: www.nrk.no/sport/