Den 26-årige Jakob Vang Glud fra Philidor bliver som den kun 13. dansker nogensinde udnævnt til stormester. I turneringen “Sveins Minneturnering” i Oslo scorede Vang Glud sin tredje GM-norm og da han for længst er kommet over 2500 i rating, er alle formalia i orden.
GM Jakob Vang Glud (foto: thv)
Den første stormesternorm scorede Jakob Vang Glud i XX Open Es Vermar 2007 på Mallorca, mens den anden kom i hus i 2013-udgaven af Politiken Cup.
Jakob Vang Glud skal spille OL for Danmark til august i Tromsø og det bliver sikkert i forbindelse hermed, at den officielle udnævnelse finder sted.
Danmark har nu 11 stormestre, da Bent Larsen jo afgik ved døden i 2010 og Henrik Danielsen i dag repræsenterer Island.
Om det udover GM-titlen også bliver til en turneringssejr i Sveins Minneturnering, vides i skrivende stund ikke, da der stadig resterer uafsluttede partier. Vi bringer selvfølgelig slutstillingen her på siden hurtigst muligt.
Hjememside: http://s7mt.blogspot.dk/