Det danske kvindehold ved OL i Istanbul gjorde rent bord i 4. runde.
Brasilien er næste modstander.
Kvindelandstræneren sender reportage og foto.
Af Thorbjørn Bromann
4. runde: Dejlig storsejr
Jamaica – Danmark 0 – 4
WFM Deborah Richards-Porter (1997)- WIM Oksana Vovk (2159) 0 – 1
Krishna Gray (1728) – WFM Esmat Suanne Guindy (2132) 0 – 1
WCM Hui Zhu (1952) – WFM Louise Winther Fredericia (2091) 0 – 1
Melisha Smith (1808) – Carina Jørgensen (2012) 0 – 1
I dagens runde var vi lige så store favoritter mod Jamaica, som Aserbajdsjan var det mod os i 3. runde. Der fik vi jo en lektion, selvom Oksana var tæt på at vinde. I dag var det vores tur til at give vores jamaicanske modstandere en lektion, hvor de ikke for alvor var tæt på point på nogle af brætterne. Vi spillede naturligvis på gevinst på alle brætterne fra start, men var klar over, at der kunne ryge et halvt point hist og her. Det vigtigste var, at vinde matchen.
Det farverige hold fra Jamaica, der havde et flag stående ved hvert bræt, huskede vi bedst fra sidste OL ved, at de i bussen på vej til afslutningsceremonien sang festlige sejrssange efter at have vundet ratinggruppe 5. Jamaica er for tiden mest kendt for deres sprintere på løbebanen, men i dag var de usædvanlige langsomme ved brættet – vi førte stort set hele tiden på klokken over hele linjen.
Kvindeholdet klar til start (foto: nn)
Esmat var først færdig. Vi havde forberedt nogle gode varianter mod modstanderens Lf5-tendenser, men modstanderen valgte i stedet en anden tvivlsom opstilling. Esmat har vist godt spil i starten af turneringen og var godt på vej mod en stensikker sejr, da modstanderen pludselig stoppede uret og hentede turneringslederen. Både Esmat og modstanderen havde pludselig fået 30 min. mere langt før tidskontrollen og der stod et flag ud for modstanderens tid. Modstanderen havde godt nok været i tidnød i flere træk, men ingen havde set, at hun havde overskredet. Efter tilkaldelse af endnu en turneringsleder blev Esmat kåret som vinder af partiet til stor ærgrelse og protester fra Jamaicas spiller, som stod tykt til tab.
Lidt efter vandt Louise. Efter at have rodet lidt rundt i det i åbningen spillede Louise vist generelt et fint parti med sort, hvor hun bare fik bedre og bedre fat. Stærkt gået af Louise, der ellers har været lidt småsyg, men forhåbentlig snart er helt frisk igen.
Både Carina og Oksana stod ganske fornuftigt i starten af deres partier og som partierne skred frem var det klart, at de var bedre skakspillere end deres modstandere. De vandt begge forholdsvis sikkert og dermed var 4-0 sejren hjemme.
I 5. runde venter en meget spændende match mod Brasilien, der kun er seedet få pladser over os. Holdet er sat og forberedelserne er så småt i gang. Dog er det først kl. 10.30 hver formiddag, at de helt seriøse forberedelser kan gå i gang, når holdopstillingerne er offentliggjort.
Thorbjørn Bromann
Hjemmeside: www.chessolympiadistanbul.com