EM for ungdom, dag 4

Ved Ungdoms EM er der nu spillet 4. runder.

Vi har modtaget nedenstående fra ungdomslandstræneren.

Af Mads Boe
Dag 4 ved EM i Prag
Her i Prag er der blevet skruet op for temperaturen. Vi har været over de 40 grader i dag, og selv ved hjemkomst til hotellet om aftenen efter solen var gået ned, viste termometret fortsat 35 grader. Det giver os visse problemer med at sove, da hotellets aircondition larmer mere end den effektivt nedkøler værelserne. Også på Top Hotel, hvor vi spiller er der meget varmt, men heldigvis er der køligt i selve spillelokalerne.

Først færdig var, som det plejer at være tilfældet, Caterina Wul Micalizio i U-08. Dét der adskilte sig fra de tidligere runder var at hun vandt. Caterina spillede London-systemet, og udviklede hendes brikker ganske fornuftigt. Pludselig smuttede der dog en kvalitet, men da Caterina vandt et tårn var der mere end balance i regnskabet. Få træk efter satte Caterina sin modstander mat i et kongeangreb. Rigtigt godt for moralen at komme på tavlen.

Caterina var så i øvrigt den eneste spiller der havde hvid i dag. De sidste 10 partier spillede vi sort i!

Jonas Bjerre i U-08 fulgte hurtigt trop i analyserummet. Jonas spillede dragevarianten i Siciliansk, hvor han ganske godt forstod de sorte planer. Hvid lavede dog hurtigt en blunder, som kostede et tårn, hvorefter nogle hurtige afbytninger gav en let vundet stilling. Modstanderen havde dog ikke til sinds at opgive, så ville hellere tabe på tid, så han sad på sin stol til at han tabte på tid…

Filip Boe Olsen i U-10 spillede caro-cann. Modstanderen spillede afbytningsvarianten, og de første 15 træk var teori. Der opstod en stilling som er meget svær at vinde, og selvom Filip gjorde et ihærdigt forsøg i over 60 træk lykkedes det ikke at vinde. Remis.


Et blik ind i U-10 med 134 deltagere. Filip ser ikke helt tilfreds ud! (Foto: Lene Wul)

Toby Dreisler i U-12 hoppede efter åbningen i en fælde, da han tog et forgiftet tårn på a1, og lod sin dronning fange. Selvom Tobias fik 2 tårne og 2 bønder for dronning og springer var stillingen tabt, da springeren fik gode felter. Johan Møller Ochsner udlignede hurtigt med siciliansk, da han fik gennemført det klassiske d6-d5. Desværre valgte han en forfejlet plan, som bragte tårnet på afveje, og tillod hvid at trænge ind på 7-række, hvorefter Johans brikker ikke længere kunne koordinere med hinanden.

Martin Percivaldi i U-14 var på forhånd på en hård opgave mod det hollandske stortalent Jorden van Foreest. Martin havde problemer med den franske åbning i runde 2, og igen her i runde 4 kom han hurtigt galt af sted. Van Foreest fik byttet den sortfeltede løber af, så Martin sad tilbage med den dårlige franske løber og en masse svage felter på e5 og c5. Efter et kongeangreb med gennemførelse af g4-g5 gik Martin mat.

Bjarke Vangsgaard spillede skandinavisk, og blev udsat for en af de kritiske varianter, hvor man spiller Ld2 og gennemfører d5 mens dronningen står på a5. Bjarke kom i store vanskeligheder med en fanget konge i centrum, men holdt hovedet koldt og fik byttet brikker af og tilmed rokeret. I et opstået tårnslutspil med merbonde førte Bjarke det sikkert til gevinst. I pigerækken spillede Bjarkes tvillingsøster Freja også Skandinavisk. Modstanderen valgte dog den mere rolige opstilling med d3 og Sge2. Partiet var længe meget lige, men modstanderen havde dog svækket sig en smule, som Freja måske kunne udnytte ved påpasseligt spil. desværre lavede Freja en kæmpe fejl, som kostede en kvalitet og dermed partiet.

I U-16 kom Jens Ramsdal endelig på tavlen. I en nimzo-indier forstod modstanderen slet ikke planerne. Modstanderen byttede af for enhver pris, men på bekostning af stillingen, som blev dårligere og dårligere. Jens vandt en bonde, og kom i et relativt let vundet tårnslutspil. Desværre valgte Jens en forkert plan, som ville tillade modstanderen at holde remis. Men modstanderen overså dette og tabte hurtigt. I pigerækken spillede Thea Nicolaisen caro-cann, men var vist ikke helt stedkendt i Panov-varianten og kom relativt hurtigt i vanskeligheder og tabte.

Sidst færdigt i dag var Bjørn Møller Ochsner i U-18. Han mødte en bulgarer på 2200, som i en kombination havde et indskudt træk som Bjørn ikke havde set. Det kostede en kvalitet, men gav dog Bjørn visse muligheder for at holde stillingen, da løberen var stærk. Bulgareren gav kvaliteten tilbage for efter en forceret dronning og tårnafbytning at komme i bondeslutspil med en bonde mere. Bjørn havde regnet langt, og holdt ubesværet remis. Vores stædige slutspilsanalyser fandt dog ikke nogen gevinst. Godt kæmpet af Bjørn.

Så et knebent nederlag på 6-5 i dagens runde, men med 10 sorte partier er det godkendt. I morgen har vi hvid på 9 ud af 11 brætter, så der er vi klar til at tage revanche igen.
Mads Boe

Hjemmeside: www.eycc2012.eu