Danmarksmesterskabet i påsken i Helsingør byder på flere nyskabelser. Bl.a. kan man spille en hel turnering på kun 3 dage i ”Kort Påske”, hvor der spilles 5 runder schweizer i 16-mandsgrupper.
I ”Kort påske” spilles der to runder skærtorsdag og lørdag, mens der kun spilles en runde langfredag. Så kan man også nå at være med i ”DM i Lyn”, der traditionen tro spilles fredag aften.
Fem dage før tilmeldingsfristens udløb er der tilmeldt 136 spillere til de forskellige turneringer med lang betænkningstid.
Landsholdsklassen ser i skrivende stund således ud:
1. GM Sune Berg Hansen, Helsingør, 2561
2. GM Jacob Aagaard Madsen, Sydøstfyn, 2516
3. GM Allan Stig Rasmussen, Jetsmark, 2498
4. IM Helgi Dam Ziska, Philidor, 2456
5. IM Mikkel Antonsen, Næstved, 2436
6. IM Jens Kristiansen, BMS, 2428
7. IM Silas Lund, Skanderborg, 2410
8. IM Nikolaj Mikkelsen, BMS, 2410
9. FM Jacob Carstensen, Brønshøj, 2279
Ratingtallene er som de ser ud efter Divisionsturneringen er blevet medregnet.
FM Jacob Carstensen er sikker på deltagelse, da han vandt Kandidatklassen sidste år, mens der stadig kan ske ændringer i den nederste del af feltet, da tilmeldingsfristen løber til den 19. marts.
Kandidatklassen kan blive den stærkeste nogensinde, da Dansk Skak Union tilbyder de tre højstratede spillere med enten en GM eller IM titel, der deltager i klassen, et gratis enkeltværelse hver under turneringen.
DM hjemmesiden: www.skak-dm.dk