FM Mads Andersen er stadig bedste danske spiller med 4½ af 6. Vi har modtaget endnu en rapport fra delegationschef IM Silas Lund.
Vi ville gerne vise billeder fra stævnet i Tyrkiet, men Internetforbidelsen fra hotellet er meget ustabil og langsom, så det er endnu ikke lykkedes at få sendt billeder til redaktionen. Vi håber det snart bliver bedre.
Af Silas Lund
Ungdoms-VM runde 5 & 6
Runde 5 & 6 spilledes på turneringens eneste dag med dobbeltrunde, og resultaterne var blandede for den danske delegation. Mads er stadig bedste dansker med 4½/6. Han havde stillinger til 2 points på dobbeltrunden, men modstanderen i dagens første runde kæmpede godt og holdt remis. 2.runde vandt Mads.
Martin er på 4 points lige i hælene. Han har spillet en udmærket turnering, og følgende parti synes han også var det hårdeste:
Igonin, Temur – Percivaldi, Martin. Stilling efter Martins 33…Tad8
Martin har længe haft initiativet med sort, men misset nogle muligheder for klar fordel. Hvid har været under pres og måske derfor brugt meget tid. 34.Lg5? Først så langt henne i et velspillet parti falder den egentlige afgørelse. (34.Txb4! axb4 35.Td4 gav bedre redningschancer. Pointen med kvalitetsofferet er at beholde den langt fremskudte fribonde på d6, og da hvid samtidig kan holde officerer på brættet, er der masser af modspil.) 34…Txd6 Truslen mod d8 var ikke ægte. 35.Tc1? En fejl kommer sjældent alene. (35.Txd6 Txd6 36.Kf2 havde været bedre.) 35…Td1+ 36.Kf2 Txc1 37.Lxc1 Td1–+ Her kunne hvid roligt have givet op – en af løberne falder. 38.Lh6 Txb1 39.Te5 Lc6 40.Te2 Txb3 41.Tc2 Tc3 42.Td2 f6 43.Te2 Kf7 44.g4 g5! Fanger løberen på h6. 45.h4 Kg6 46.hxg5 Tf3+! 47.Kg1 fxg5 48.Te6+ Tf6 49.Txf6+ Kxf6 50.Lf8 Lxf8 0-1 Kompliceret parti og høj klasse i den aldersgruppe. Selvom Martin stadig er på penicillin, så er han tydeligvis ved at komme sig.
Tobias havde en dårlig dag, hvor gode stillinger blev smidt væk, den ene gang pga. tidsoverskridelse. Han har nu 2/6. Det kan diskuteres om en efterfølgende fridag er godt eller dårligt – det beror vel på manden selv – men Tobias må bare sørge for at komme tilbage i turneringen hurtigst muligt.
Det samme gælder Jonathan, som ligeledes tabte begge kampe i mandagens dobbeltrunde. I sidste runde mod en uratet kineser – som der forøvrigt er (lidt for) mange af! Nåh, det var i hvert fald ingen skam, den uratede spillede godt.
Kristian og Dara (begge 2½/6) er næppe heller tilfredse med deres pointhøst, men de fortsætter med at gå seriøst til partierne.
Mads-Holger har de første 6 runder haft en regulær elevatorturnering (3/6), endda med sort mod de højereratede. I 7.runde igen med sort mod en 2100–mand, lad os håbe at der snart sker et vendepunkt.6 runder er spillet, og i 4 af kategorierne (alle pige-kategorier) er der stadig spillere med maximumpoints: U8, U10, U16 og U18.
Silas Lund
Hjemmeside: http://wycc2009.tsf.org.tr/