IM Nicolai Vesterbæk Pedersen og Poul Rewitz fører Horsens Lang Weekend med 4 af 4.
I dag lørdag spilles 2 runder, fra kl. 10 – 16 og igen fra kl. 17 – 23.
Følg med her: www.horsensskakforening.dk
Efter 4. runde har vi modtaget nedenstående fra arrangørerne.:
Af Eigil Straarup
Udskilningsløb i Horsens Lang Weekend
I dag blev 3.runde og 4.runde i årets udgave af ”Den Lange” afviklet, og man kan roligt sige, at udskilningsløbet i toppen af feltet fortsatte på turneringens anden dag.
I 3.runde skilte de seks højstratede sig ud i toppen som de eneste med maksimale 3/3. IM Nicolai Vesterbæk Pedersen (Ålborg) var i store problemer mod Niels Kristian Kragh (K41), men Nicolai rullede Niels Kristian i deres tidnød og kunne tørre sveden af panden, da københavneren overskred i træk 40.
IM Karsten Rasmussen (Århus) havnede i et slutspil med dronninger og uligefarvede løbere mod Lars René Andersen (Nordre). Sidstnævnte var i en vanvittig tidnød, men han nåede de 40, og det så ud til, han havde meget gode remischancer. Rasmussen ville det anderledes, og han kørte ihærdigt på, indtil det lykkedes ham at bryde igennem.
IM Klaus Berg (Skanderborg) gjorde ret kort proces med Morten Topholm (Læseforeningen/Odense), og han fik som den eneste af ”De seks” en forholdsvis kort formiddag i spillelokalet. Jakob Aabling-Thomsen (Brønshøj) vandt et langt slutspil over John Renboe (Århus), og man kan også roligt sige, at Lars August Meyer (Skovbo) fik lov til at arbejde hårdt for sejren over gårsdagens stjerneskud Lasse Holst fra Holbæk.
Lasse Holst fra Holbæk
Ellers faldt det i øjnene, at Henrik Mortensen (Horsens) slog Bjørn Laursen (Evans/Vejle) på bare 30 minutter og 13 træk. Bjørn hoppede i den klassiske fælde med en dronnningeskak på h5, der koster en løber på c5!
I 4.runde snerpede det til i toppen, da ”De seks” tørnede sammen. FM Jakob Aabling-Thomsen må være gået i seng med røde ører i aften! Undervejs i partiet førte han med to bønder i et slutspil, der bare så ud til at vinde lige ud ad landevejen. Han mistede mere eller mindre den ene af dem, og bagefter afviklede han det hele til et bondeslutspil med to bønder mod én. Desværre for Aabling-Thomsen var det slutspil kun remis, også selv om han valgte at teste Meyer i Sølvspringeren!
Poul Rewitz rider videre på sin bølge fra Chesshouse, og her til aften slog han IM Klaus Berg, der efter sigende mere eller mindre satte et tårn i slag! Dagens mest dramatiske opgør udspandt sig mellem IM Karsten Rasmussen og IM Nicolai Vesterbæk Pedersen. Et meget tæt parti endte i en gensidig tidnød. Karstens vinge faldt, mens han var i gang med at udføre træk 40. Dermed er der lagt i kakkelovnen til topopgør mellem Rewitz og Nicolai i morgen formiddag.
Ellers er det værd at nævne, at Lasse Holst fra Holbæk kom tilbage i aften, og han står til at vinde en ordentlig sæk rating!
Vi havde lidt knas med live-dækningen i aften, som pludselig blev afbrudt. Men vi har stor tiltro til, at det hele kører planmæssigt igen i morgen, så kig endelig med på Horsens Skakforenings hjemmeside, hvor vi transmitterer følgende partier i 5.runde fra kl. 10;
IM Nicolai Vesterbæk Pedersen-Poul Rewitz
FM John Rendboe-FM Lars August Meyer
IM Klaus Berg-FM Jakob Aabling-Thomsen
Torben Phalaris Pedersen-IM Karsten Rasmussen
Lasse Holst (Holbæk)-Niels Kristian Kragh (K41)