9. runde ved OL i Dresden

I Kvinderækkens 9. runde ved OL i Dresden slog Serbien overraskende det førende hold fra Kina. Topstriden bliver mere og mere spændende.

Også i den åbne række intensiveres spændingen. Israel vandt over det førende hold fra Armenien mens Rusland tabte 1½ – 2½ til Ukraine.

Lars Bo Hansen imponerede i dag med sejr over stærke GM Mikhail Gurevich. 

De danske resultater:

Den åbne række:
Danmark – Tyrkiet 3 – 1
Bræt 1: GM Lars Bo Hansen, 2570 – GM Mikhail Gurevich, 2634  1 – 0
Bræt 2: GM Peter Heine Nielsen, 2662 – IM Emre  Can, 2464  ½ – ½
Bræt 3: GM Lars Schandorff, 2520 – IM Mert Erdogdu, 2449  ½ – ½
Bræt 4: IM Jakob Vang Glud, 2444 – IM Kivanc Haznedaroglu, 2436 1 – 0

Kvinderækken:
Kazakhstan – Danmark 3 – 1
Bræt 1: WIM Gulmira Dauletova, 2253 – WFM Sandra De Blecourt, 2078  1 – 0
Bræt 2: WGM Maria Sergeeva, 2325 –  Louise Fredericia, 2095  1 – 0
Bræt 3: WFM Guliskhan Nakhbayeva, 2201 –  Trine Treppendahl, 2049  1 – 0
Bræt 4: WCM Dinara Saduakassova, 1863 –  Marie Frank-Nielsen, 1971 0 – 1

Landstrænerens referat fra den åbne række:

Af Per Andreasen
9. runde blev en stor dansk succes for herreholdet. Vi mødte det formstærke tyrkiske hold anført af Superstormesteren Michael Gurevich.

Vi tager kampene som de blev afsluttet.

Peter var først færdig. Peter tog friskt en bonde i åbningen, og som jeg så det, så fortsatte tyrken da helt forkert. Det lykkedes Peter at få fat i den stærke Løber på d3, og derefter var jeg sikker på at Peter ville vinde. Bonde over og sikker stilling. Jeg gik så ud i baren til de mange danske tilskuere og tilkendegav, at Peter ville vinde. 5. min efter kom jeg igen ind i spillesalen og partiet var færdigt. Remis! Det viste sig at Peter var hoppet i en snedig fælde, – og dermed remis ved trækgentagelse! Øv.

Lars Schandorff stod bedst hele partiet, det var i hvert fald mit indtryk. Selv mente han efter partiet at det ikke var så klart. Det var i hvert fald vores mand der pressede på, men op mod tidnøden blev der byttet for mange brikker og det fusede ud i remis. En Lars Schandorff i topform havde vundet det parti uden besvær. Lars er jo en fremragende skakspiller, men i denne turnering har det bare ikke rigtig kørt.

Lars Bo kvasede simpelthen Gurevich (2634). Det blev hollandsk åbning med vores mand som hvid. Undervejs gav Lars Bo Springer og Løber for Tårn og bonde. Jeg var ret sikker på at det var godt, først og fremmest fordi sort ikke rigtig havde plads til sine lette officerer, og fordi de manglede gode felter. Lars Bo forstærkede simpelthen sin stilling stille og roligt, og Tyrken blev bare mast flad. Man kunne se det komme, Gurevich så ikke glad ud på noget tidspunkt i partiet.
Kæmpegodt af Lars Bo på det svære 1. bræt, og så er det i øvrigt yderst sjældent at vores bedste spillere vinder over højere ratede modstandere, men det skete altså nu!

Jakob var oppe mod den meget formstærke tyrk IM Haznadaroglu, som indtil videre havde spillet glimrende i denne turnering med 6½/7 og en ratingpræstation på 2745!
Jakob spillede Fransk (det var hjemmeforberedelsen, som skulle være en overraskelse) fordi han vidste at Tyrken altid spiller 3.e5, – fremstødsvarianten. Tyrken gik direkte ind i forberedelsen, og Jakob fik lige spil. Undervejs afveg Jakob trækgentagelse, idet han ville vinde for enhver pris. Det er selvfølgelig prisværdigt, men taget i mente at både Lars og Lars Bo stod rigtig godt…

Diagramstillingen: IM Kivanc Haznedaroglu – IM Jakob Vang Glud. Hvid har netop spillet 34. Sb5-c3.


Never mind, Jakob lavede en mega smart kombination begyndende med 34.-, Sc4-d2!!  Det slog bunden ud af den hvide stilling, og Jakob fik sikkert vindende fordel.

På dette tidspunkt blev jeg kontaktet af den tyrkiske holdkaptajn der foreslog, at man tog remis i sidste parti, Tyrken ville få sin GM-norm og vi ville vinde matchen. Jeg orienterede Jakob om forslaget, og han sagde at han stod til gevinst og ville vinde. Ok, så var den ikke længere, og det forstod den tyrkiske holdkaptajn godt.
Jakob vandt sikkert partiet!

Efter partiet snakkede jeg kort med Jakobs unge modstander, og jeg sagde at jeg håbede at han alligevel ville få sin GM-norm. Han smilede og sagde tak, og så fortalte han i øvrigt at det ikke var hans idé med remistilbuddet, det var holdkaptajnens. I Jakobs sted havde han også afslået, sagde han.
Tyrkerne gjorde i det hele taget et super godt indtryk, og de var gode tabere!

Det bliver spændende i morgen, nu får vi helt sikkert et rigtig godt hold!

Per Andreasen

Officiel hjemmeside: www.dresden2008.de