8. runde bød på 2 sikre sejre ved OL i Dresden

8. runde ved OL i Dresden blev til en samlet sejr til Danmark på 7½ – ½.

I kvinderækken forsætter Kina med at dominere, i dag slog de Ukraine.

I den åbne række vandt Armenien overbevisende 3½ – ½ over Frankrig. Rusland og Israel vandt over henholdsvis USA og Tyskland 1.

De danske reusltater:

Åben række:
Danmark – Guatemala 3½ – ½
Bræt 1 GM Peter Heine Nielsen, 2662 – IM Carlos A Juarez Flores, 2358  1 – 0
Bræt 2 GM Lars Schandorff, 2520 – FM Estuardo Lorenzana Wilson, 2202  1 – 0
Bræt 3 IM Allan Stig Rasmussen, 2513 –  Carlos Quinones Centeno, 2127  ½ – ½
Bræt 4 IM Jakob Vang Glud, 2444 –  Carlos Gudiel 1 – 0

Kvinderækken:
Danmark – Forenede Arabiske Emirater 4 – 0
Bræt 1 WIM Evgenia Hansen, 2169 – WFM Nora Mohd Saleh, 1876  1 – 0
Bræt 2 Louise Fredericia, 2095 –  Kulood Essa, 1821  1 – 0
Bræt 3 Trine Treppendahl, 2049 –  Amna Salem, 1779  1 – 0
Bræt 4 Marie Frank-Nielsen, 1971 –  Juma Jamila, 1744  1 – 0

Om kampen i den åbne række, skriver landstræneren:

Af Per Andreasen
Dresden 8. Runde
I 8 runde mødte vi et svagt skakland, Guatemala. En kamp der skulle vindes. Indtil nu har vi kun ”floppet” én gang, det var 1½-2½ mod Mongoliet. Ellers har vi tabt 2 kampe hvor vi var chanceløse, mod England og Israel, og så har vi vundet de kampe hvor vi var favoritter. Alligevel er systemet således indrettet, at vi igen fik et meget dårligt hold. Det er lidt ærgerligt, det var ikke sket under det gamle turneringssystem.

Nu er vi i hvert tilfælde lidt med fremme igen, og jeg håber at vi kan gøre det godt de 3 sidste runder, – gerne mod gode modstandere.

Mod Guatemala vandt vi planmæssigt, – det blev 3½-½.
Peter sad i dag på 1. bræt, og den opgave løste han perfekt 😉 Modstanderen blev positionelt udspillet, og i panik valgte han at tage et helt håbløst slutspil. Det vandt Peter stensikkert.

Jakob havde i dag sort på 4. bræt mod en uratet spiller. Det behøves ikke at betyde at han er ringe, det kunne også betyde at han ikke har spillet så meget. Det var en ung mand. Nå, Jakob viste i hvert tilfælde hvem der var titelholder, idet den unge modstander blev fuldstændigt fejet af banen. Jakob afsluttede elegant med Txg2 og der var dømt tæppe. Det var sikkert let at se, – min ringhed havde i hvert fald set trækket 😉

Allan spillede remis.

Sidst færdig var Schandorff. Schandorff vandt hurtigt en bonde i åbningen, men som jeg så det, fik hvid en del modspil. Samtidig var Lars i tidnød, men denne gang holdt han hovedet koldt og førte spillet over i et slutspil der var klart vundet. Modstanderen spillede alt for længe mod Stormesteren. Da Lars rejste sig fra brættet og havde skrevet alle papirerne under, sagde jeg med smil på læben til ham: ”Tillykke, men hold da kæft det tog lang tid”! Lars slog et stort smil op og forklarede: ”jamen du så da godt at jeg vandt en bonde, og så ville jeg da lige sidde og hygge mig lidt, – der var da intet der hastede” 😉
Godt at Lars endelig fik en sejr, – som den sidste på holdet i øvrigt.

Per Andreasen

Officiel hjemmeside: www.dresden2008.de