Nordens to stærkeste skakspillere, danske Peter Heine Nielsen og den blot 15-årige nordmand, Magnus Carlsen, spiller den 3. – 4. februar blindskak i Aalborg Kongres og Kultur Center, hvor de i Fibertex Cup får konkurrence af Lars Schandorff og Nicolai V. Pedersen.
De fire spillere mødes dobbeltrundigt i partier med en betænkningstid på 25 minutter per spiller + 20 sekunder per træk, og der dystes om en samlet præmiesum på kr. 7.500.
For Peter Heine Nielsen er det ikke mindst nyttig erfaring, inden han i slutningen af marts deltager i Melody Amber-turneringen i Monaco, hvor han i både hurtigskak og blindskak får konkurrence fra verdens allerbedste.
Yderligere information kan ses i nedenstående pressemeddelelse, og fra onsdag den 11. januar får begivenheden sin egen hjemmeside på www.dsu.dk/fibertex